Povl Kjeld Hansen
____________________________________________________________________ Herning Folkeblad har bragt denne efterlysning for mig den 11 december 2008.
Rettelse: Herning Folkeblad skriver at jeg har gjort tjeneste ombod på m/s Nella Dan, dette er ikke rigtig, jeg har gjort tjeneste ombord på Kista - Magga og Thala Dan. Hjemmeside adressen er. www.lauritzens-polarskibe.dk
I artiklen er hjemmeside adressen forkert den er, ____________________________________________________________________
Min beretning er om M/s Thala Dan´s rejse til Østgrønland , som også blev min sidste med de "røde polarskibe" i sommeren 1970, den blev også kaldt kronprinseparrets store Grønlands rejse.
TRONFØLGERPARRETS STORE GRØNLANDSREJSE 1970 Da jeg i oktober måned 1966 kom syg i land fra m/s Ritva Dan i Kiel, havde jeg ikke regnet med igen at skulle ud at sejle mere, og slet ikke efter at jeg var blevet gift i januar 1967. Jeg fik også ret hurtigt arbejde inden for tekstilindustrien, som på det tidspunkt næsten var det eneste sted, man kunne finde arbejde som ufaglært. Det gik godt i 3 ½ år, men så fik jeg det, ligesom de gamle cirkusheste får det hvert forår. Jeg fik igen lyst til en sommer Grønlands østkyst. Da mit bagland var i orden, var der ikke langt fra tanke til handling. Vi havde på det tidspunkt 2 små børn på 3 og 1 ½ år, så hvis jeg skulle af sted endnu en gang, var det nu, inden børnene blev for store. Ny hyre Efter en opringning til rederiet J. Lauritzen (dem med de røde skibe) i København havde jeg ny hyre, inden samtalen var slut. Det var et job som tjener ombord på m/s Perla Dan. Den skulle til Scoresbysund fjorden i Østgrønland, hvor den skulle deltage i noget opmålingsarbejde i ca. 2 ½ måned. Det tiltalte mig, at jeg så kunne være hjemme igen omkring 1. oktober, og der ville være gode penge at tjene. Ikke så lidt mere end det, jeg kunne tjene i land. Aftalen blev, at jeg skulle komme til København i løbet af 2 dage, og inden en uge skulle skibet så afsejle til Østgrønland. Det med de to dage kom godt nok til at passe, men det blev ikke på m/s Perla Dan, jeg kom ombord. Dagen efter min samtale med rederiet, blev jeg nemlig ringet op og blev bedt om at mønstre m/s Thala Dan, som også skulle til Scoresbysund, men først en lille uge senere. Jeg gik så lige en weekend mere hjemme. En særlig tur M/s Thala Dan var ikke noget nyt skib for mig, idet jeg havde været med den på en tur til Østgrønland i sommeren 1964 samt været med den til Antarktis i 2 sæsoner 1964/65 og igen 1965/66. Skibet kendte jeg derfor ganske godt, og jeg havde været glad for at være ombord på det dengang. Jeg fik at vide, at det ville blive en lidt særlig tur – og det specielle var ikke, at det skulle til Østgrønland, nej, det var de passagerer, som vi skulle have på turen. På vejen til Scoresbysund skulle vi nemlig hente tronfølgerparret i Akureyri på Island, og de skulle så med til Østgrønland med hele deres følge, som altid er med, når de er på rejser. Foruden tronfølgerparret var komtesse Armfeldt, hofchef Ebbe Munck, departementschef Erik Hesselberg og frue, landsrådsformand Erling Høegh samt en tolk, fru Rosing, fire journalister fra den danske verdenspresse, Allan Moe, pressefotograf på Berlingske Tidende, Bent Jensen fra Grønlands radio, Jørgen Søholt Christensen fra Aarhus Stiftstidende og Jørgen Brønden fra Grønlands Posten. Desuden skulle der almindelige mennesker med, som skulle hjem til Scoresbysund efter endt ferie i Danmark. Det lød spændende, men jeg vidste også, at det ville give ikke så lidt mere arbejde – og i det fik jeg ret. Fra min barndom havde jeg holdt mange ferier på Gråsten Slot. Min tante og onkel var ansat som portnere, og fra dem vidste jeg, at når de kongelige var der, stod alle på pinde både dag og nat. Men jeg blev også lidt nysgerrig – og valgte at sige ja. Det skulle dog senere vise sig også at blive en gemytlig tur, for flere af deltagerne – især pressefolkene – gjorde sit til, at vi tjenere havde nok at lave fra tidlig morgen til langt ud på natten. Alt shines up Inden vi sejlede fra København, havde skibet fået den helt store tur med ny maling. Alle kahytter til passagererne fik også en tur med bl.a. nye tæpper m.m. Skibet var slet ikke til at kende igen. Selv vi stakkels tjenere skulle også ”shines up”. Vores normale arbejdstøj - hvide messejakker samt mørke benklæder – var nu ikke godt nok. Vi prøvede flere forskellige bartenderuniformer, og til slut blev det bestemt, at vi skulle bruge mørke bukser, hvide skjorter, sorte slips og sko. Andre sære nyheder skulle se dagens lys, inden vi kom af sted. Rederiet havde nogle pæne glas med monogram, som blev benyttet, når der var dækket op til festaftener. De kunne nu pludseligt ikke bruges på denne tur, nej, nye, neutrale glas skulle der til. Sådan var der meget mere af samme skuffe, men fint sku’et være – og det blev det. Ligesom på alle de afgange, jeg har oplevet, når vi skulle til Grønland, så var der også denne gang kaos lige til sidste minut. Endelig kom vi dog af sted med kurs mod Akureyri i det nordlige Island. Tronfølger parret går ombord Her ventede tronfølgerparret med deres følge. De havde været nogle dage i Ammassalik for at se dette område af Grønland og var dagen før ankommet til Akureyri med fly. Derefter skulle vi så tage dem med til Scoresbysund – og efter planen skulle vi være hotelskib for dem under deres ophold der. Opholdet i Akureyri varede kun de par timer, det tog at få passagererne ombord samt alt deres bagage. Vi fik dog lov til at vente godt en halv times tid ekstra, da den gode Bent Jensen fra GR havde glemt sin båndoptager på hotellet. En bil blev sendt af sted for at hente den, men det viste sig, at han blot havde glemt, at han selv havde den med ombord, men havde forlagt den. Pressefolkene Kort efter afrejsen blev pressefolkene kaldt sammen til et lille møde med hofchef Ebbe Munck, som fortalte dem om det, der nu skulle ske de næste dage. Det trak lidt ud, så det blev sent, inden alle havde fundet deres pladser i de forskellige kahytter. De, som mødte op til morgenmaden næste dag, så lidt trætte ud, men op ad dagen kom der lidt mere liv i dem. Pressefolkene ville godt have lidt flydende, ja, det er ganske normalt, at passagererne køber øl m.m. for at få tiden til at gå. Det er også normalt, at de hver især afregner med os, der serverer for dem. Nu var det imidlertid sådan, at pressefolkene var gæster ombord, så vi to tjenere vidste faktisk ikke rigtig, hvordan vi skulle tackle det. Vi spurgte vores hovmester, som igen spurgte kaptajnen – ingen vidste rigtigt noget om det. Men vi fik ordre til, at øl og spiritus var gratis fra solopgang til solnedgang. Hertil bemærkede Bent Jensen, at det syntes han var en strålende idé. Han havde opholdt sig flere år på Grønland og vidste, at solen ikke gik ned sommeren, men skippers ord var lov. Pressefolkene fik sig nogle store sjusser de næste dage på rederiets regning. Scoresbysund Vi ankom til Scoresbysund i flot vejr – med en skyfri himmel og en sol så flot. Tronfølgerparret fik en stor modtagelse, og byen var pyntet festligt op (normalt ligner Scoresbysund en losseplads om sommeren) men de havde virkelig gjort meget ud af det; selv børnene var blevet vasket. Dagen efter vores ankomst dukkede endnu 2 pressefolk op. Det var Anna Hagenborg fra Billedbladet og Bertel Thomsen fra BT. De havde ikke haft tilladelse til at sejle med over fra Island, så deres tur til Scoresbysund var foregået med et privat fly. Bertel Thomsen fortalte mig, hvorfor de ikke var med skibet til Island, men det er lidt for privat ! Under opholdet i Scoresbysund havde vi nogle travle dage, hvor der hele tiden skete noget nyt. Dagen før selskabet skulle forlade Thala Dan, blev der afholdt et party på dækket for en stor del af de lokale spidser. Det var sgu en kold omgang med kun skjorte og slips på – alle gæsterne havde overtøj på. Dagen efter var det os tjenere, der fik varm the og rom, for en stor forkølelse måtte vi slæbe rundt med. Videre til Danmarkshavn Dagen kom, da vi igen skulle sejle, nye passagerer skulle ombord og med til Island, hvorfra de skulle med fly hjem til Danmark. Tronfølgerparret samt deres følge blev med helikopter fløjet til Mestersvig, hvorfra de med et militært transportfly via Station Nord og Thule fortsatte deres Grønlandsrejse ned langs vestkysten. Vores Grønlandstur var endnu ikke slut, idet vi skulle have 4 nye passagerer med fra Akureyri til Danmarkshavn. Efter et par timer i Akureyri sejlede vi atter ud med kurs mod Danmarkshavn, det nordligste sted på østkysten, hvortil der kan sejles. De får kun skib hvert andet år, hvis ellers isen tillader det. I 1970 havde vi alt med, hvad de skulle bruge på stationen de næste 2 år. I dag kommer der et fly ca. en gang i hver måned med frisk proviant og post, så i dag er det kun de store ting, der bliver sejlet dertil bl.a. olie m.m. Vi havde nu kun ganske få passagerer med på denne sidste del af ”dronningerejsen” og kunne derfor slappe lidt af. De første dage gik meget godt, trods en storm det første døgn efter Akureyri. Senere kom vi til at møde ret så meget is. Turen begyndte at blive lidt ensformig, idet vi kun kom ganske langsomt frem. Flere gange lå vi og ventede på, at isen skulle give sig, men det blev til mange dage i isen. Om der på noget tidspunkt havde været tale om helt at opgive Danmarkshavn, ved jeg ikke, men til sidst lykkedes det kaptajn Hans Nielsen at finde en åbning, så vi kunne komme ind til Danmarkshavn. De mange dage i isen havde gjort, at den tidsplan, som var lagt, nu var sat ud af spillet. Da skibet var vel anbragt i den lille naturhavn, blev alle, som kunne undværes i det daglige arbejde, sat mere eller mindre frivilligt til at losse skibet. På opdagelse En time efter ankomsten til Danmarkshavn var skibets telegrafist og jeg sat til at sejle med en pram, der sejlede godset fra skibet og ind til land, et arbejde, ingen af os før havde prøvet. Når vi på de første ture mødte de andre pramme, sejlede de i en stor bue uden om os, men vi fik det hurtigt lært. Det var hårdt arbejde og ikke lige det, vi normalt udførte. Det var lange dage, så trætheden meldte sig ganske af sig selv, når der var fyraften ved 22-tiden. Danmarkshavn er normalt ikke et sted, man kommer til at besøge. ”Gnisten” og jeg havde derfor aftalt at følges ad i land for at se lidt på de historisk kendte steder. Det var især huset ”Villaen”, som blev bygget i forbindelse med Danmarkekspeditionen i 1906-08, vi havde planlagt at se. Huset ligger lidt fra selve stationen, dog kun nogle få hundrede meter, så vi kunne se det fra skibet. Men et uheld på vores sidste tur med prammen den aften, vi havde planlagt i at gå i land, gjorde, at det ikke blev til noget. Det var først næste dags eftermiddag, vi kom i land og så stationen. Den lignede dog alle andre vejrstationer på østkysten, så vi kom hurtigt ombord igen. Radiosondemanden I alt var vi i Danmarkshavn i knapt tre døgn og det blev kun til denne ene landgang. I dag havde der været meget, jeg gerne vil have set lidt mere på. I Danmarkshavn mødte jeg en af de passagerer, der havde været med op til Scoresbysund med Magga Dan i 1963. Han var her nu som radiosondemand – d.v.s. han stod for opsendelse af vejrballoner. På rejsen i 1963 havde jeg talt meget med ham og besøgte ham og hans kone i Kap Tobin i 1964. Da vi var i Danmarkshavn, havde han været der i 4 år og kun været en tur i Daneborg og Scoresbysund et par gange med hundeslæde. For et par år siden så jeg hans navn i en bog om Østgrønland på internettet. Her 3o år senere har vi igen haft kontakt og talt en del sammen. I øvrigt var han en af de sidste fangstmænd på østkysten 1959/60. Fra den tid kunne han fortælle mange sjove historier. Det blev sidste tur Vi sejlede fra Danmarkshavn og kom ud i isen igen. For mig at se var der lige så meget is endnu, som da vi sejlede dertil. Jeg tror, vi var godt 5 døgn om at komme ud – efter en lille uge mere i søen var vi i København. Opholdet her var kun ganske kort, skibet skulle igen en tur til Scoresbysund, inden isen lukkede af for al sejlads for denne sæson. Det blev min sidste rejse til Grønlands østkyst. På denne sidste rejse havde jeg sagt ja til at tage endnu en tur til Antarktis, men først skulle jeg hjem og holde en uges ferie samt have overstået den obligatoriske sydpolslægeundersøgelse. Den bestod jeg ikke, så jeg måtte gå i land for godt. Jeg har haft mange spændende ture med de røde skibe fra J. Lauritzen. De gode tider er dem, man husker bedst, de dårlige er næsten glemt. Tuen med ”dronningeskibet” mindes jeg i dag med glæde, også selv om det var hårdt arbejde, lange dage, men jeg blev mange oplevelser rigere. At turen så endte med at skibet skulle til Danmarkshavn, var for mig endnu en oplevelse, som ikke så mange får.
Da turen var slut sendte Ebbe Munck et telegram fra hoffet.
___________________________________________________________________
Lige inden turen var slut tegnede Kronprinsesse Margrethe denne tegning i Thala Dan´s gæstebog.
I 1999 ringede Peter Granholm til mig og spurgte om jeg vidste hvem der havde Thala Dan´s gæstebog, for den var blevet fjernet fra skibet og var nu væk, billedet her er en kopi der var i Frivagten i 1970, så skulle nogen ligge inde med oplysninger hvor " GÆSTEBOGEN " befinder sig, modtager jeg gerne oplysninger der kan føre til at bogen kommer frem igen. Lidt foto fra den rejse.
Hofchef Ebbe Munck på agterdækket af Thala Dan, i baggrunden ses Scoresbysund.
Nu kan man se Scoresbysund, men der er endnu nogle timer inden vi var inde.
Dagen før kronprinsesseparret skulle forlade Thala Dan var der stor afskedsparty på dækket med ca. 50 indbudte fra land.
Under opholdet var vejret meget flot, her ses Thala Dan midt i billedet. Billederne er taget af overstyrmand Peter Granholm. _______________________________________________________________ Kaptajn på "Kronprinsesserejsen" var Hans Nielsen fra Thurø, han havde været kapt. på Magga Dan og Nella Dan før. Hans Nielsen også kladet " KONG HANS " skrev denne rejse rapport efter turens afslutning.
Foto: Povl K. Hansen Kong Hans fotograferet mange år efter " Kronprinssesserejsen " i hans hjem på Thurø, billedet er taget i 2006, Hans en da blevet 84 år.
____________________________________________________________________ Fra journalist Anna Hagenborg Billedbladet kom der takkebrev til Hans Nielsen:
Fra journalist Bertel Thomsen BT kom der også et takkebrev:
Overstyrmand Peter Granholm skrev denne rapport i min rejsebog:
_________________________________________________________________
Thala Dan under prøveturen efter endt ombygning i 1976 .
Thala Dan ble blev |
