Med Kista Dan til ØstgrønlandKlavs Nørtoft var kun 13 år da han var med ms. KISTA DAN til Østgrønland. Rejseerindringer fra sommeren 1962
I juni 1962 blev jeg fulgt til Grønlands Handels Plads af min morfar for at blive afleveret på skibet ”Kista Dan”. Baggrunden var, at min morbror, Henrik Gjerløff, havde inviteret mig til Isortoq den sommer. Der var han udstedsbestyrer. Jeg ved intet om motiverne til initiativet, men mine forældre gik med på ideen. Uheldigvis blev min far indlagt på Rigshospitalet kort før afrejsen og blev akut opereret for en livsfarlig indre blødning. Et par dage inden jeg skulle af sted, tog min mor mig med på Riget for at tage afsked med min far. At det måske var sidste gang, jeg så ham, faldt mig ikke ind, selvom han lå der med slanger ud af næsen etc.
Da min mor arbejdede , kunne hun ikke bringe mig til skibet, så hendes far trådte til. S-tog og derefter taxa og så var vi der. Jeg var 13 år og meget lille af min alder, så min kuffert føltes lige så stor som dens herre. Morfar afleverede drengen, og han fik sikkert en kop kaffe eller andet inden afgangen, som var et par timer forsinket. Morfar stod på kajen og vinkede med sit store og velbrugte lommetørklæde.
På skibet var jeg blevet budt velkommen af hovmesteren, og tjeneren anviste mig køjeplads i vandlinien i en firemandskahyt, som senere skulle vise sig kun at skulle huse to, nemlig foruden mig en venlig telegrafist, som skulle være sommerafløser i Østgrønland. Jeg lå nærmest kahytsdøren og telegrafisten havde plads ved siden af koøjet.
Inden afgang var der frokost. Kaptajnen sad for bordenden af spisebordet midtskibs mens en styrmand eller maskinmesteren tronede for enden af bordet ved vinduerne. Jeg kom til at sidde ved kaptajnens bord. Passagererne var lærere, ingeniører, telegrafister for størstedelens vedkommende. Undtagelserne var foruden mig to nordmænd, der ville krydse indlandsisen i Nansens spor fra øst til vest. Desuden var der en ældre mand, som jeg senere fandt ud af hed Svend Havsteen-Mikkelsen, og han var billedkunstner. Til frokosten var der også en skaldet mand, som viste sig at hedde Knud Lauritzen, altså rederen himself. Grunden til hans tilstedeværelse var sikkert de to nordmænd og måske Havsteen- Mikkelsen. Han henvendte sig venligt til alle passagerer også mig, for at høre hvad vi skulle på Grønland. Om han forlod Kista i København eller blev sat af i Helsingør, ved jeg ikke, men tror mest på det første.
På resten af turen havde jeg ved skafningerne fast plads ved siden af kunstneren, som sad ved siden af skipperen. Tidligt på turen spurgte den venlige kunstner konverserende om hvad min far var. ”Han er syg”, svarede jeg kort. Og så tror jeg nok de voksne trak lidt på smilebåndet. Men de talte altid meget venligt med mig. Jeg fik ikke meget med af de voksnes samtaler. Det kan jeg godt ærgre mig over i dag.
Ved frokosten orienterede kaptajnen om hvad man måtte og især ikke måtte. Al udgang på lastdækket var for passagererne strengt forbudt, da det var stuvet med olietønder, så hvis man skred ud , røg man i søen med fare for sit liv og til forsinkelse af skibet. Ellers måtte man gerne betræde de forskellige ”promenadedæk” i agterskibet.
Jeg tror, de forskellige i ledelsen på skibet havde gjort sig et par tanker om at have en trettenårig knægt til at gå frit omkring på skibet. De havde jo ansvar for ham. I hvert fald fik jeg ikke lov til at sidde ved bordet længe efter maden. Tjeneren sagde, at jeg godt kunne gå ud i pantryet og gi' en hånd med. Og jeg af sted. Derude stod to ca. 16 års drenge og vaskede op og ordnede mad. De sagde dav og stak mig et viskestykke. Gå bare i gang. Da vi var færdige, sagde tjeneren, at jeg bare skulle stille i pantryet et kvarter før skafning, så kunne jeg hjælpe med at dække bord osv. For at jeg ikke skulle forledes til at gøre noget ukontrolleret, stak de mig også en flaske Brasso og nogle klude. Jeg troede ikke, der på et skib var så meget messing, der skulle skinne. Men arbejdet blev belønnet. Jeg kom med messedrengene ned i mandskabsafdelingen. I messen stak vi hovedet ind og sagde dav, og jeg blev lidt forskrækket over de store mænd med skæg og g rove stemmer og rullende, grinende ølbasser. Drengene fik mig hurtigt med hen i deres lukaf. De havde etagekøjer, bord og stol, grammofon og masser af plader. Desuden havde de slik i mængder, jeg aldrig havde drømt om. - Og de delte ud af det.
Den første morgen lå vi ude i Skagerak. Jeg gik hen og kiggede ud af koøjet. Små bølger og sol og hvide vatskyer, der langsomt drev hen over himlen. ”Tænk om man kunne blive søsyg af så små bølger”! udbrød jeg. Ti minutter senere havde jeg brækket mig og lå igen i min køje og led alle søsygens kvaler. Telegrafisten gik til morgenmad, og lidt op ad formiddagen kom tjeneren og serverede beskøjter og mineralvand og gav gode råd og ønsker om god bedring. Efter et par timer var jeg nogenlunde frisk igen og stillede til skafning ved middagstid. Adskillige af de voksne smilede vist lidt hoverende til mig (vi er søstærke), og enkelte kom med spydige bemærkninger om den noget svage søgang. Jeg krympede mig og trak sikkert på skuldrene og forsøgte at få spist noget. Det lykkedes og siden var det sjældent søsygen plagede mig i nævneværdig grad. Når der var optræk til det, skyndte jeg mig ud i frisk luft i fem minutter, og det ordnede sagen.
Efter vel fire dages sejlads var vi kommet syd for Island. Der havde været orkan eller lignende, for nu bevægede skibet sig meget mærkbart. Drengene belærte mig om, at Kista både huggede og rullede. Almindelig gang var meget besværlig, og jeg lærte hurtigt at gå som en sømand med let skrævende ben. Det føltes, som om Kista blev kastet hid og did, som var den en valnøddeskal.
Til middag var kun kunstneren, telegrafisten, få andre og jeg foruden skibsofficererne til bords. Tjeneren havde forsynet de to borde i salonen med slingrebrædder både langs kanterne og midtlangs og flere steder på tværs, og han havde vandet dugen, så servicet ikke kunne rutche. Fadene gik rundt, imens jeg kiggede ud ad vinduerne, som skiftevis lå fuldstændigt under vand, eller som kun viste himlen. Hver dag fik jeg en citronsodavand. Det var jeg ikke vant til hjemme, så jeg passede særdeles godt på min lille tykke flaske og mit glas. Rulningerne var så kraftige, at jeg måtte hælde lidt i glasset og så holde på flasken for at den ikke skulle vælte. Det gik godt. Flasken i en hånd og de små fade i den anden. Men så kom en terrin eller et fad, der krævede begge mine hænder. Jeg var helt klar over, at jeg kun kunne redde min sodavand hvis jeg sendte fadet videre omkring det punkt, hvor skibet var i water. Je g afventede det rette øjeblik, slap citronvanden, tog hurtigt fadet, sendte det videre til Havsteen – Mikkelsen og ville atter tage fat i min flaske. Men ak. Netop da tog skibet en ekstra hurtig rulning , flasken væltede og dens halve indhold landede i mit skød. Kors, hvor det klistrede. Men jeg er sikker på, at tjeneren sørgede for, at mit sukrede tøj blev både vasket og tørret. Nu var udgang også på promenadedækkene farlige, og man måtte aldrig gå derud alene.
Efter middag gjorde alle ikke søsyge passagerer en meget kontrolleret tur på det gyngende dæk. Det føltes, som om det hældede 45 grader skiftende i alle retninger. Telegrafisten foreslog, at vi gik på søsygebesøg, og det syntes jeg, var en god ide. Blandt de liggende var en ingeniør Jespersen, der havde en af de fine kahytter oppe i skibet. Der lå han, bleg med et anstrøg af grønt måske, i sin fine køje i den store kahyt. Godt havde han det ikke, og en pøs stod parat ved siden af køjen. Da han havde æklet mig, da jeg var søsyg, kunne jeg trods god opdragelse ikke dy mig for at give lidt igen. Høfligt naturligvis. Aftensbordet var også tyndt besat.
Dagen efter, tror jeg, stod jeg ude agter ,og så hvordan en sømand forsøgte at pilke torsk. Held havde han ikke, men vejret var helt anderledes, end det havde været under Island. Der var havblik og lange dønninger, og det var ret tåget. Derude sad loggen, og en dag forklarede en styrmandselev hvordan det virkede, da han læste den af.
Næste dag ved middagen meddelte kaptajnen, at nu kunne man se Grønland og der var tilladelse til at gå ud på bakken, for at nyde skuet. Og ganske rigtigt, der langt væk lå der nogle bjerge. Vi var kommet ind i storisen, så de tykke isflager skurede langs med skibssiden og gav et stød gennem skroget, når Kista gik direkte på dem. Messedrengene fortalte, at skipper sad oppe i istønden højt oppe i masten, hvorfra han havde et bedre udsyn over ismasserne og især over mulige sejlruter mellem dem. Skipperen var en af verdens bedste til at manøvrere i isfyldt farvand, sagde de. Ved indsejlingen til Angmagssalik den følgende dag blev skibet mødt af en armada af motorbåde og kajakker, hvorfra der blev skudt med skarpt i retning af skibet. Naturligvis blev hverken skib eller mennesker ramt. Grønlænderne er gode skytter, og de sigtede efter punkter i vandet tæt på skibet, og når projektilerne ramte havoverfladen, stod der er meterhøj vandsøjle op af vandet. De t var den lokale måde at hilse årets første skib velkommen på. Efter seks dages sejlads ankrede Kista Dan op i havnen i Angmagssalik.
En mand klædt i en grønlig anorak kom om bord og spurgte efter mig. Jeg meldte mig, og han sagde, at jeg skulle komme med, for jeg skulle bo hjemme hos ham, til jeg kunne komme videre til Isortoq. Javel. Jeg hentede min allerede pakkede kuffert og gik med hr. Duysen ned ad falderebet og over i en større åben motorbåd.
I de følgende dage kunne jeg iagttage, hvordan lasten blev hejst fra skibet over på en stor pram. Den blev så slæbt ind til kajen af den store motorbåd og fortøjet der, mens motorbåden slæbte en anden ud til skibet. Ved kajen lossedes prammen ved hjælp af en lille kran. Derefter blev godset kørt til et lagerhus.
Jeg kom til Isortoq, og en dag sagde min morbror, at jeg hurtigt skulle pakke min kuffert, for nu kunne jeg komme retur til Angmagssalik og derfra med Kista Dan tilbage til Danmark. Så jeg rejste af sted i åben motorbåd med fire grønlændere de små 50 sømil tværs over Sermilikfjorden med dens enorme isbjerge, og efter et par dage hos Duysen kom jeg om bord igen. Det var, som at komme hjem. Samme venlige mennesker blandt besætningen. Jeg var blevet tildelt den samme kahyt. Jeg husker ikke passagererne på returen.
Sejladsen husker jeg som rolig og hyggelig. Jeg arbejdede og gik og kom, nogenlunde som jeg ville i mandskabsafdelingen, og når jeg havde fri, læste jeg ofte i skibets gæstebøger.
Efter ca. en uges sejlads var der frokost i det sydlige Kattegat. Kaptajnen meddelte, at man i løbet af eftermiddagen ville passere Kronborg, og han anbefalede, at gå på dækket og nyde synet. Det gjorde de fleste. For mig skete der det mærkelige, at jeg følte et underligt sug i maven, jeg følte mig helt varm indvendig. Jeg var der, hvor jeg hørte til, i Danmark. Senere havde jeg en kammerat, der havde sejlet og læst meget litteratur. Han sagde, at når man kommer ind i Øresund fra nord og kigger til styrbord, så passer Johannes V. Jensens ”Hvor smiler fager den danske kyst”på en prik, især linjen ”og Kronborg luder ved Sjællands port”. I et glimt genså jeg indsejlingen, og måtte give ham og Johs. V. ret. Det så ud, som om slottet læner sig indad mod de grønne bøgetræer for ikke at falde i vandet. Den dag blev jeg dansk i min bevidsthed. Er der forresten ikke også en sang, hvor der forekommer noget med ”Kro nborg om styrbord”.
Messedrengene fortalte, at når vi kom til København, var de første til at komme om bord ”Det sorte Slæng” dvs. tolderne. De ville skille skibet ad fra bund til top, for at finde kontrabande i form af cigaretter og spiritus. Ja, de ville sikkert også skille deres grammofon ad for at se efter smøger der. Og ganske rigtigt. To stationcars bremsede op i samme øjeblik linerne blev kastet i land, og et dusin toldere entrede båden. De skiftede hurtigt til kedeldragt og skruetrækker og gik i gang. Imens blev passagererne enkeltvis checket og sluppet i land. Turen kom også til mig. Hovmesteren havde ment, at jeg skulle have billige cigaretter med hjem til mine forældre, så han havde solgt mig en stang L&M. Nede i min kahyt sagde høkeren til mig, at overtolderen, som førte nøje regnskab med alle fangster og passagererne, ville spørge om jeg havde købt noget, som skulle fortoldes. Og det havde jeg bare at benægte. Javel. Og op til overtolderen, som ganske rigtigt agerede, som høkeren havde forudsagt. Jeg svarede løgnagtigt nej på hans inkvisitoriske spørgsmål, og han satte et stempel i sine papirer og betydede mig i en brysk tone, at nu kunne jeg godt gå.
Det gjorde jeg lettet efter at have sagt pænt farvel og tak til høker, tjener og messedrenge. På kajen stod et par damer, hvoraf den ene havde været med på skibet. De spurgte om der kom nogen og hentede mig. Næ, det troede jeg ikke, for ingen vidste, at jeg var kommet, og så tilbød de venligt at køre mig hjem til Brøndbyøster. Jeg takkede ja, og kunne efter at være sat af bilen, ringe på. Døren lukkede min far op, og spurgte overrasket og glad, hvordan jeg var kommet hjem.
Klavs Nørtoft Februar 2012 - - - |