Lidt om JL – familien /v Leif Lassen, Esbjerg.

24 februar 2009.

Lauritzen. Navnet i sig selv siger ligesom det meste. For Ole Lauritzen, der fylder 75 år i dag, er ud af den kendte rederifamilie Lauritzen. Ole Lauritzen er søn af skibsreder Knud Lauritzen, som drev rederiet J. Lauritzen frem til sin død i 1978, i mange år sammen med broderen Ivar, men de sidste år alene på broen.

Så kunne man have troet, at det skulle være sønnen, der skulle tage over i familierederiet. Men desværre for Ole Lauritzen var ejerskabet mange år i forvejen blevet lagt over i en fond, og derfor var familiens kontrol med rederiet reelt væk. Samtidig var der intern uenighed

mellem de to grene af Lauritzen-familien.

Derfor blev Knud Lauritzens død også startskuddet til en lang magtkamp, hvor Ole Lauritzen på den ene siden krævede indflydelse, mens fondsbestyrelsen, primært bestående af medlemmer uden familierelationer, på den anden side ikke ønskede en Lauritzen i spidsen for selskabet. Disputten blev lang og endte først oppe i1990erne, da man lavede en aftale, Ikke at den gav Ole Lauritzen en direktørpost, men en plads i bestyrelsen blev det dog til i en periode.

Det var en tid med god grund til uenighed. For da faderen Knud Lauritzen døde i1978 - i øvrigt under jomfrusejladsen med DFDS-færgen »Dana Anglia« - var J.Lauritzen koncernen på et absolut højdepunkt. Der var penge i kassen, rederiet J. Lauritzen havde store aktiviteter inden for bl.a. køleskibe og polarskibe, samtidig kontrollerede J.L. Fonden hovedparten af aktierne i færge- og fragtrederiet DFDS. Få år efter var J. Lauritzen på randen af kollaps - en krise der reelt fortsatte de næste godt 20 år. Vilde investeringer og satsninger på en række specialskibe kostede dyrt og fik Ole Lauritzen på barrikaderne med voldsom kritik af fondsbestyrelsen og de folk, der var sat i spidsen til at lede J. Lauritzen og DFDS.

Der er ingen der ved, hvad der var sket, hvis J.L. Fonden havde givet Ole Lauritzen opgaven med at tage over efter sin far. Men Ole Lauritzen havde i hvert fald lang erfaring fra rederier-hvervet. Først og fremmest havde han bevist sine evner til at tjene penge i sit rederi, Olau Line, som en overgang i 1960erne og 1970erne var særdeles succesrigt.

Men Ole Lauritzen var også en kontroversiel skibsreder, der sagde sin mening også selvom den var ildeset på de sædvanligvis så bonede rederigulve. En overgang fik han tilnavnet »den røde skibsreder«. Tilnavnet fik han, fordi han brød med gamle hierarkiske traditioner i de danske rederier, hvor alt blev bestemt hjemme fra rederikontoret. I stedet for den klassiske løsning gav Ole Lauritzen besætningerne reel medbestemmelse og gav besætningerne på hans skibe frihed til selv at styre ganske meget af driften. Samtidig åbnede han for, at medarbejderne skulle have del i eventuelle overskud, så de også fik noget ud af deres indsats. Desværre for Ole Lauritzen kom den beslutning til at besværliggøre hans senere skibsredervirke. Det etablerede erhvervsliv, med bankerne i spidsen, var langtfra begejstret for tanken om ØD og medarbejderindflydelse og var særdeles tilbageholdende med kreditterne til Ole Lauritzens rederi, Olau Line.

I dag er der ikke meget rød skibsreder over Ole Lauritzen. Den nu 75-årige skibsreder har godt nok ikke sluppet titlen som reder, selvom ejerskabet af skibe i dag indskrænker sig til en 40-fods sejlbåd med navnet »Saga«, beliggende i Hellerup Havn, blot et stenkast fra hjemmet på Onsgårdsvej. Men Ole Lauritzen bruger mere tid på en række projekter, herunder ud-arbejdelsen af sine egne erindringer, ligesom han fortsat arbejder med ejendomshandel, køb og salg af skibe og er med til at bygge havneanlæg.