Mit barneliv om bord!

Poul har anmodet mig om, at skrive lidt om det at være barn om bord på et skib. Jeg har haft megen glæde af at skrive nedenstående, men mange årstal og datoer er gledet ud i erindringens tåger. Derfor kan fortællingen måske virke lidt uordentlig på eventuelle læsere.

Allerede som ganske lille var jeg klar over, at mit og mine forældres liv var noget ganske andet end de fleste andres.

Når jeg var på besøg hos mine fætre og kusiner, syntes jeg det var sært når mine onkler tog på arbejde om morgenen og kom hjem om aftenen, læste godnathistorier og puttede os. Jeg havde ikke nogen tanker om, at det kunne være det samme for mig, det var vist bare de andres liv der var lidt mærkeligt og anderledes.

Hjemme på Strandvejen var far altid til stede på en eller anden måde. Når mor og jeg spiste, talte vi altid om hvad far nu lavede, om tidsforskydningen og at han nogen gange var på den anden side af jorden. Vi kikkede på globussen, talte om det land han var i, menneskerne der boede der og om de røde skibe der var så tydelige hvor de kom frem. Jeg blev kort og godt opdraget til at sætte pris på min fars arbejde. Jeg var stolt af min far!

Min mor var en fantastisk historiefortæller og hver aften når hun lagde mig i seng fortalte hun historier der handlede om far og os i den mest fantastiske fantasiverdener.

Som ganske lille husker jeg, at far skulle komme hjem og huset sydede af forventning. Jeg har været for lille til at forstå hvad det drejede sig om, men jeg vidste at ham der stod i ramme på klaveret var på vej hjem. Hvad det så ellers indebar!!??

Jeg husker hvor rædselsslagen jeg blev da det gik op for mig, at han ikke bare kom på besøg som andre familiemedlemmer, nej han havde tænkt sig at blive i lang tid, det var en rystende oplevelse, men allerede efter nogen dage havde vi fået en hverdag der indbefattede besøg hos familiemedlemmer jeg ikke almindeligvis så, det var måneder med ”fest og farver”.

Jeg lærte hurtigt, at holde lav profil når han tog af sted igen, min mor savnede, og jeg syntes, at stilheden efter ham var larmende tom. Jeg savnede og savnede.

Heldigvis kunne jeg som regel se frem til et gensyn på et af skibene indenfor et rimeligt tidsrum, men tid for børn er jo en evighed.

Engang lå skibet kort tid i København, de skulle sejle igen om natten, jeg var puttet og mærkede godt han kyssede mig farvel. Da jeg vågnede løb jeg rundt i håb om han havde gemt sig, selv den mindste lille skuffe blev åbnet i det spinkle håb, at det nok bare var en drøm, han havde selvfølgelig ikke forladt mig igen.

Når far skulle rejse var jeg altid trist de sidste dage før hans afrejse, jeg veg ikke fra hans side. Jeg var meget tidligt bevidst om, at han først kom hjem igen om lang tid. Ja vi skulle som regel med ud at sejle i mellemtiden, men alligevel.

Far var altid opløftet og sikker fyldt med forventning, han glædede sig tydeligvis til at ”stikke af igen”. Jeg sad med en følelse af at være valgt fra, det andet liv ville han jo nok hellere end et liv med mig!

På den anden side var det meget vanskeligt for mig at komme hjem efter en tid på søen. Jeg savnede også min far, var jo blevet vant til han var der hver dag, og mine kammerater havde fundet andre venner og jeg måtte stramme mig meget an for igen at få en rolle i kammeratskabsgruppen.

Jeg husker engang hvor vi legede rigtig godt, hvor en ven sagde til mig, at det var for dårligt jeg altid skulle rejse, en dag ville jeg nok ikke komme hjem igen.

Da jeg var med på søen første gang var jeg ikke mere end 2½ år gammel. Jeg husker ikke hvor lang tid vi var med, men der er billeder fra Argentina og Brasilien, jeg tror vi var med på Indian Reefer.

Livet om bord var noget ganske særligt, Som min mor senere sagde. Det er den direkte vej til totalt at spolere et i forvejen forkælet barn. Jeg oplevede venskaber med voksne mennesker der har sat sig spor i min erindring. Navnene er desværre gået tabt men ansigterne sidder på min nethinde.

På Indian Reefer var der særligt en, måske matros, eller letmatros, der var en rigtig ven. Min mor har fortalt mig, at han hver dag bankede på døren, jeg blev hentet og var så med ham på ”inspektion” rundt på skibet. Jeg havde meget svært ved at forstå, at han havde andre interesser når skibet lå til kaj. Han havde mange ”kusiner” rundt omkring.

Hver aften når jeg var kommet i nattøjet gik jeg rundt og sagde pænt godnat til alle, også dem der ikke var så voldsomt interesseret i mit selskab. Min selvtillid fejlede ikke noget, så jeg helmede ikke før jeg fik et ”godnat”.

Kommandobroen har altid haft min særlige interesse, jeg kunne, da jeg blev lidt ældre, bruge lang tid på at stå og kikke ud, se på søkort stå ved roret/rattet og lege jeg styrede skibet. Sekstanten var spændende, så hvis der var nogen der orkede at bruge tid på mig og forklare, var jeg en ivrig elev. Jeg lærte at stikke kurs og selv om min far mente det ikke var for kvinder, gjorde han ikke videre vrøvl over min nye færdighed. Dog skal det tilføjes, at han var vældig tilfreds en gang hvor jeg havde regnet og skibet ville ligge til langt inde på land.

Al den viden er gået i glemmebogen.

Telegrafisten, ja der var jo mange gennem tiden, var et yndet ”offer”, skønt at sidde hos ham og dreje på knapper og høre ham oversætte morsesignalerne for mig. Ja, i dag er jeg godt klar over, at jeg ind imellem fik nogen fantastiske røverhistorier.

Jeg husker jeg en dag savnede min bedste ven Lars og pludselig var der telegram fra ham og savnet lettede. Lars huskede mig.

Når jeg var med var der regler der skulle overholdes og det blev de, - sådan nogen lunde. Jeg måtte kun komme på broen i pantryerne, og ind imellem kabyssen. Ingen afstikker ned for eller agter, det var alt for farligt.

Mine forælde var meget påpasselige med, at jeg ikke forstyrrede mandskabets privatliv. Fik de det mindste ”nys” om, at jeg var på afveje vankede der ”overhaling”.

Far fortalte mig ganske enkelt, at irriterende unger var der nok af og jeg skulle ikke være en af dem. Jeg overholdt reglerne, men der var meget spændende nede ved mandskabet.

En gang var jeg på afveje og der blev sagt at far var på vej ned i kabyssen. Jeg havde ingen flugtveje, for ingen vidste om han var på vej udefra eller indefra. Kokken åbnede resolut den ene melskuffe (den var tom) og jeg blev proppet derned. Min far kom, kikkede og gik igen. Samtidig med far vendte ryggen til gik skuffen langsomt op, jeg lå med vægten mod skuffens yderside. Heldigvis blev jeg ikke opdaget. Alle åndede lettet op, de vidste godt min far holdt strengt på reglerne. Jeg har været omkring 6 år.

Hver dag gik jeg først i saloonen og hjalp tjeneren med at dække bord. Så skulle jeg ned og give messemanden en hånd og sluttelig ned til messedrengen.

Når vi spiste skulle jeg holde bordskik og måtte lide den tort at sidde ved bordet i en halv time. Når tiden var gået kikkede far på uret og fortalte at, nu kunne jeg godt gå, jeg jublede hver dag, for hvor var det dog kedeligt med det der bordskik.

Efter måltiderne skulle jeg hjælpe med opvasken, i starten tørrede jeg gafler og skeer af, senere blev det porcelæn og til sidst glas, et yderst betroet arbejde. Hver dag gentog det sig, jeg hjalp i alle tre pantryer. Jeg husker hvor skuffet jeg blev når jeg kom ned til pantryet ved kabyssen og han var færdig, det var bare så sjovt dernede.

Dagene kunne være lange, men da der var sat en gynge op på dækket kunne jeg som regel fylde tiden ud med den. Man lærer at passe sig selv som barn om bord. Mine forældre kunne ikke altid tilfredsstille mit legebehov

Jeg husker en særlig dag, jeg har været omkring 6 år. Jeg sad på gyngen og det var begyndt at blæse op, min far havde varslet, at det var på tide jeg kom ind, men jeg trak tiden ud. Det var morsomt at gynge når skibet gyngede den anden vej. Overstyrmand Moyel gik forbi og sagde jeg skulle passe på jeg ikke blev søsyg, næppe havde han sagt det før min indre tyngdekraft opløstes og jeg ofrede på dækket. Moyel kikkede alvorligt på mig og sagde det var vist ikke så godt. Jeg blev så flov så jeg stortudende styrtede ind til mine forældre. Der gik mange dage før jeg igen turde se på overstyrmanden. Jeg havde vist mig som en dårlig sømand. Jeg blev aldrig helt sikker på at Moyel brød sig om mig,, det var jo ham der havde spulet dækket.

Min far var en temmelig streng far, når vi var med ude at sejle havde han den ide, at jeg skulle stå ret og sige javel hr. kaptajn. Det fik dog ende da min mor forklarede ham, at det ikke var god forældreopførsel. Min mor var ”den virkelige kaptajn” i hjemmet. Når hun pustede sig op skælvede jorden!

Jeg husker et år på Varla Dan hvor vi sejlede England, Finland, eller som min far ville have sagt - Finland, England, rækkefølgen var ikke ubetydelig.

Vi lå i Oulu og lastede træ, jeg har været 9 eller 10 år gammel. En af officererne var ivrig lystfisker og ville nyde en eftermiddag ved en af de mange søer. Mens vi sad i saloonen talte de meget om lystfiskeri, og min far anmærkede, at det var meget vigtigt, at huske myggespray, hvilket naturligvis var husket.

Officeren gik i land og kom tilbage, næsten uigenkendelig, (myggestik overalt), han var meget dårlig.

Min far spurgte til aftensmaden om han alligevel havde glemt myggesprayen, Nej det havde han ikke, han havde smurt sig ind, men det virkede ikke. Far bad om at se flasken og læste, at indholdet skulle smøres på en sten i nærheden, så ville myggene søge derhen. Det blev der grinet meget af den sommer.

Den store begivenhed det år var rederiets svømmestævne. Alle deltagere fik et diplom og jeg er ganske sikker på, at Varla Dans mandskab vandt den dag. Hvis nogen mener noget andet må de huske forkert. J

Dagen sluttede med en tur i finsk badstue for alle modige mænd, jeg var noget rystet over, at nogen slog min far med birkeris for derefter at fare ud fra hytten og kaste sig i søen.

Turene mellem England og Finland var lidt kedelige der var for lidt blæst, jeg holdt meget af at kikke ud når det stormede, det var så flot når skibet slog ned i bølgerne, men jeg var meget bekymret når jeg så en matros kæmpe sig vej over dækket for at lukke en luge eller hvad han nu skulle. Jeg kaldte på min far og mente han skulle bede ham om at komme ind igen, han blev jo våd.

Det var en mærkelig oplevelse at gå på gangen og trapperne når skibet rullede, det ene øjeblik fløj man nærmest i luften for det næste øjeblik at blive trykket mod dørken så man ikke kunne flytte sine ben.

Jeg lærte at løbe op af trapperne når skibet gik ned i en bølgedal. Hvis jeg ikke var oppe når skibet rullede tilbage sad jeg fast til næste nedtur.

Hvis det virkelig stormede blev dynen bundet til køjen i alle fire hjørner og jeg fik besked på at bliver der til jeg fik en anden ordre. Min mor læste historier og meget af tiden gik med at sove. Der var rullet ned for koøjet og jeg måtte ikke kikke ud. Når mine forældre ikke så det kikkede jeg alligevel og var fascineret af, at himmelen forsvandt når vi var nede i en bølgedal. Der var godt nok langt ned når vi så var oppe på en bølgetop, det var bedre end rutschebanen. Det værste var når skibet ”bankede pæle”.

Jeg tænkte ikke et sekund på, at det måske kunne være farligt, mine forældre bevarede roen og det smittede.

En gang hvor det begyndte at blæse op, kunne jeg se mor glide forbi, siddende i stolen, inde i det andet rum, stolen var ikke blevet fastgjort til gulvet. Som jeg husker det var far mest på broen når det gik højt for sig.

De bedste minder har jeg fra de sejladser hvor der var andre børn om bord. Vel at mærke nogen der gerne ville lege. Særligt husker jeg Maskinchef Krats datter Vivi. Vivi var et år ældre end mig og en rigtig god legekammerat. Vi legede altid i min fars lukaf, eller på gangen lige udenfor. Vivi var med til Grønland i 1961, jeg husker ikke om det var den første eller anden sejlads.

Jeg husker en særlig festlig aften i havn. Der var gallamiddag og de voksne var i en meget opløftet stemning. Vivi, hendes bror og jeg legede inde på et tomt kammer der var stillet til rådighed fordi vi børn skulle lidt af vejen. Vi gyngede i klædeskabene og har nok larmet en del. Hvad der ellers er sket husker jeg ikke, men mine forældres ansigtsudtryk glemmer jeg til gengæld ikke.

Vivi havde pandehår og det havde jeg også pludselig fået, jeg var meget tilfreds, men mine forældre var meget vrede og jeg måtte bruge dage på at komme på god fod med dem igen. Vivi var i en periode ikke så ivrig efter mit selskab.

Overstyrmand Moyels dejlige kone tog opgaven med at undervise Vivi Krat og mig i korsstingsbroderi, en disciplin jeg aldrig kom efter. Vi knoklede og svedte godt i hænderne. Vivi var til min store ærgrelse meget bedre end mig. For mig sluttede de hyggelige timer brat med, at jeg havde syet mit broderi godt og grundigt fast i Moyels lysedug.

Søde fru Moyel så mildt bebrejdende på mig, hvilket var nok til, at jeg trak mig. –Følte jeg havde været meget uartig.

Gennem alle de år jeg har sejlet med i kortere eller længere perioder, er der nogen der har sat særlige spor i min erindring, bla. bådsen.

”Bådsen” husker jeg fordi han var så rar og altid god for en venlig bemærkning, han sejlede med min far i en del år og var en fast person i min verden, hvor der jo sjældent var nogen jeg kunne nikke genkendende til fra år til år. ”Bådsen” hed vist nok Egon Christiansen og jeg har mange gange tænkt på hvad der blev af ham. I min erindring kunne ”bådsen” alt og husker han også var god til at lytte når jeg havde noget på hjerte. Børn af min tid blev jo ofte talt til og ikke med.

En anden god ven fra årene var en australsk tjener der hed David. David havde en fantastisk evne til at få mig til at føle jeg havde en betydning, han tog altid godt imod mig når jeg kom for at hjælpe.

Knud Lauritzens besøg var altid dejlige, i hvert fald for mig.  Når han kom ind på fars lukaf, sagde han altid: ”Nå der er du jo, du er godt nok blevet stor”, så halede han mig op på skødet og trak alt hvad der var værd at vide ud af mig. Han evnede altid at få mit tungebånd på gled. Ikke altid til mine forældres udelte glæde. Børn ved jo mere end man tror. Nå han grinede og lod min far slippe af krogen.

Engang fortalte jeg med stor sikkerhed at hverken min far eller styrmændene lavede noget som helst, de stod bare stille deroppe på broen og kikkede og kikkede.

Første gang jeg husker Knud Lauritzen var jeg tre år gammel. Jeg sad ude på gangen med benene svingende mellem tremmerne på rækværket. -Et godt sted at sidde, alle der skulle på broen kom forbi.

Knud Lauritzen kom op af trapperne, jeg så strengt på ham og sagde, at ingen havde ret til at komme ombord skib uden min fars tilladelse. Knud Lauritzen mente nok han kunne komme om bord. Jeg var ikke ganske sikker og rynkede brynene som min far gjorde når jeg lavede noget galt. Nå men han gik forbi og jeg konstaterede han alligevel var for stor at gå i klink med og fortsatte min leg.

Da jeg kom ind på kammeret sad han der og jeg fik et stor behov for at fortælle ham et par sandheder. Jeg satte mig godt til rette ved siden af ham, kikkede alvorligt på ham og meddelte, at min mor var seks og så halvtreds og min far var den største far i verden. Han var ca. 1,63 m. Til min store forundring syntes min mor vi nu skulle på dækket.

En gang hvor far var hjemme på kort visit, kom Knud Lauritzen på besøg. Far skulle påmønstre Varla Dan.

Knud Lauritzen blev længe, de snakkede arbejde og jeg kunne ikke som vanligt komme til at lytte ved åbningen mellem stuerne. Jeg var ikke tilfreds med at blive holdt udenfor, mente jo også han besøgte mig.

Da de havde snakket færdig var jeg igen med.

Jeg husker han også har været hjemme på besøg senere. Bla. da far havde jubilæum.

Det var kedeligt de snakkede ”altid” arbejde.

I mange år var ”Monkey Island” forbudt område, dette betød naturligvis, at jeg var draget mod stedet som en magnet, da jeg endelig fandt ud af hvad det var, brugte jeg stedet til at komme lidt på afstand af det hele, det blev mit lille tilflugtssted. Jeg følte jeg stod på toppen af verden og havde et dejligt udsyn, men når min far opdagede mig, stod den på skæld ud og en eftermiddag på kammeret. Alligevel måtte jeg derop igen.

En af mine store oplevelser var en tur i istønden. Jeg har været 15 år og far mente det nu ville være muligt for mig at klatre derop. Der var jo ligesom ingen fortrydelse på halvvejen. Overstyrmanden klatrede med og heppede på mig, ganske som ventet blev jeg træt i armene tæt på målet, men overstyrmanden var en god indpisker så det gik. Da far slog lugen til side blev jeg så forskrækket over lyset og ham, at jeg var ved at slippe og lade gå, men far greb mig og jeg blev, ikke særligt værdigt, halet og skubbet det sidste stykke op. Udsigten var fantastisk, men kryster som jeg var, havde jeg kun i hovedet, at jeg skulle ned igen og nydelsen var begrænset til næsten ingenting, jeg kom ned og måtte sidde på lugen og sunde mig. Jeg komme ikke derop igen og kunne på den måde bekræfte min fars udsagn om, at kvinder og sejlads ikke hang sammen.

Mine forældre havde en fantastisk tålmodighed når vi var i søen, dagene gik med kortspil og yatzy og de bar over med, at jeg ind imellem var en dårlig taber, men min fars drillerier tog ingen ende når jeg sad og surmulede i sofaen. Jeg var meget bedre til at vinde.

Vejen ud af fars drillerier var en tur på broen. Af en eller anden grund blev jeg altid vel modtaget.

Lektier om bord var kedeligt, men når jeg kom hjem var jeg altid langt foran, mine forældre havde sørget for at pensum var gennemgået allerede efter et par uger og så var der bare at fortsætte til bogen var gennemgået. Hver gang følte jeg, at nu var der ferie, men der ventede blot nye ”hjemmelavede” opgaver.

Jeg husker et år vi kom om bord. Min far sad ved skrivebordet og præsenterede mig for tre pile og forklarede mig om reglerne for Dart. Jeg brugte mange timer ved skiven og ærgrede mig når der var andre der skulle til. Jeg ventede tålmodigt på der var nogen der orkede at dyste med mig. Jeg var ikke gammel nok til at forstå, at når to mand dukkede op med en øl i hånden, var det nok ikke lige mig de ville dyste med.

På et tidspunkt var der turnering og jeg var meget stolt da jeg vandt. Den dag i dag er jeg ikke sikker på det gik helt retfærdigt til.

Min sidste sejlads var med Ritva Dan, var i 1970. Turen gik til Narssaq og Julianehåb, en dejlig tur.

Ved indsejlingen til Narssaq, var der temmelig meget is og far var i ”tønden”. Det var dejlig søndag, høj sol og eftermiddagskaffen bestod af kokkens kakao og varme boller. Jeg sad ved bordenden, burde have været klogere. Far slog bak og jeg sad med den pæne opdækning på skødet. Det var sjovt, men temmelig varmt.

I Narssaq fik jeg lov til at gå med mandskabet i land, med mange forbud. Vi skulle op i fjeldet. Det startede meget godt, men det blev en smule dramatisk da messemanden kom ud på rullestenene og var ved at falde ned. Jeg har aldrig set nogen løbe og snuble så hurtigt ned af fjeldsiden.

Udsigten deroppefra var fantastisk smuk. Skibet lå smukt dernede i det blå, blå vand med isflagerne omkring, byen hjalp også på stillbilledet. Jeg glemmer aldrig de fantastiske farver der er i Grønland.

Vi gik lidt ind i fjeldet og mødte to geologer der tog prøver af fjeldet. Den en blev senere min geografilærer på gymnasiet. Jeg var meget forundret over han huskede mig.

I Julianehåb var jeg på besøg hos min værelseskammerat fra kostskolen en meget særlig oplevelse, jeg husker min temmelig pinlige entré. Havde bare håbet det skulle være en dejlig overraskelse for hende, vi var meget gode veninder. Veninden er halvt grønlænder.

Da jeg bankede på, lukkede min værelseskammerat stortudende døren op. I baggrunden kunne jeg se hendes mor sidde ved toiletspejlet og kæmme hendes hår, hun var meget vred. Grunden til dramaet var, at min veninde ikke ville ned på skibet, hendes mor mente hun var gammel nok nu. Heldigvis kom faderen hjem og diskussionen fik ende. Jeg tror familien havde godt af hans hjemkomst. Min veninde og jeg var i hvert fald meget lettede.

Ud over denne oplevelse blev jeg godt modtaget og vi havde nogen dejlige dage sammen.

En anden af mine kostskolekammerater var datter af bagermesteren, de fik en ny Beostær der ellers havde charmeret hele skibet på rejsen derop. Min far havde ihærdigt forsøgt at lære den at sige hold kæft”. Alle andre forsøgte lige så ihærdigt at lære den at sige ”hold kæft skipper”. Jeg husker ikke om nogen af projekterne lykkes, men nyder tanken om, at mandskabets forsøg gik igennem.

Bagermesterens gamle beostær havde gennem mange år siddet i sit bur og råbte eder og forbandelser ud over alle der kom forbi. Historien fortæller, den var ”tidligt skadet” af sejladsen til grønland J.

Også dengang, mange år forinden, stod buret på overstyrmandens lukaf og min far var kaptajn. Måske den havde været lidt mere lærenem.

Gennem årene har mit største ønske været at komme til Sydpolen, min far var der nogle gange og billeder og fortællinger har efterladt ønsket der nok aldrig blegner.

Jeg husker stoltheden over, at et stykke land på sydpolen var opkaldt efter min far. Fars egen kommentar til dette var, at Law og de andre blot manglede navne til de nyopdagede områder de kortlagde. I øvrigt var ”Haralds Bay” ganske lille, men det var lige meget for mig.

Mon ikke andre børn har været ligeså stolte af deres fars ”stykke Sydpolen”. Der var jo mange der fik opkaldt et lille stykke Sydpolen efter dem.

Da min far gik i land i 1974, lagde han låg på de mange oplevelser og han talte aldrig mere om det der var. Jeg oplever det er trist, det var nogen begivenhedsrige år der gerne måtte komme efterslægten til gavn. Håber andre har fortalt om deres liv på søen og særligt om livet på Isbådene, det er værd at huske, de har jo været med til at skrive verdenshistorie!

Lis Arnfred, april 2008.

                                                   ____________________

En rigtig stor tak til Lis for hendes rapport om hvordan hun så på det liv hendes far levede, Lis har lovet at skrive mere óm hendes far, han efterlod sig mange avis artikler der blev bragt både her i Danmark og i Australien, de vil løbende blive uploadet i mappen Harald M Møller Pedersen.

pkh - 11. april 2008.

________________________________________________________________________