Hans P. Jepsen
Erindringer fra Kista Dan 1962-63Mine erindringer fra tiden om bord på ”Kista Dan” fra oktober 1962 til april 1963 understøttes af en billedserie, som min matroskollega KollegerneFra mandskabsmessen husker jeg navnlig ”Pelikanen”. Han var motormand og var en meget farverig person, der observerede alt og gerne kommenterede iagttagelserne på en satirisk, men ikke ondskabsfuld måde. De jeg havde mest at gøre, med var Kalle-bådsmand, min matroskollega Ernst samt de to letmatroser ”Maujau” (dialekt for Mariager) og hans makker, der var fra Ore på Fyn. Styrmænd Jacobsen og de to aspiranter Jørgen og Bent , har jeg også en klar erindring om, hvorimod navnene på den øvrige besætning er forsvundet i tidens tågedis. FritidenAftenerne gik ofte med et spil whist, hvor også en af maskinassistenterne var fast deltager. Under de varmere himmelstrøg var der som regel aftenparty på soldækket, hvor ekspeditionsmedlemmerne havde socialt samvær, og hvor vi andre gerne deltog når lejlighed bød sig. Eftermiddagene tilbragte vi på soldækket, hvor vi, uvidende om risikoen ved umådeholden solbadning, konkurrerede om at blive mest mørkebrune på kroppen. Der var rigget et svømmebassin til på dækket, men jeg husker kun, at jeg selv har benyttet det i forbindelse med ækvator dåben, der blev afviklet med stor entusiasme og energi under ledelse af bl.a. gnisten. Ellers var det nok mest ekspeditionsfolkene, der havde glæde af den primitive men fungerende pool.
Hav vejr Jeg husker en episode fra området i nærheden af Azorerne. Telegrafisten havde opfanget et nødopkald fra en havkrydser med to midaldrende personer ombord. De havde haft et par hårde døgn med storm og svære dønninger, og de var totalt udmattede, da vi, ved hjælp af udhængte lejdere og lasteslæng, fik slået en klo i dem og bragt dem sikkert ombord. Med min svanekniv fik jeg til opgave at kappe trossen, som båden blev fastholdt med. Fra ejernes side var der nogen utilfredshed over, at vi ikke kunne tage deres fine og dyre skib med til Kap Verde, hvor de selv skulle landsættes, men vores skipper, Leif Petersen, fik fortalt dem, at de nok bude være taknemmelige for at have reddet skindet, og at jordisk gods var mindre betydningsfuldt og sikkert kunne genanskaffes. EkspeditionsmedlemmerneJeg oplevede et nært kammeratskab med en af de udsendte håndværkere, der hed Barney og var fra New Zealand. Vi har sikker været jævnaldrende og har nok haft det samme syn på verdenssituationen, herunder vin, kvinder og sang. Hovmesteren havde inden afgang fra Southampton sørget for rigelige forsyninger af engelsk dåseøl til de tørstende sjæle fra Imperiet. De havde dog også fået smag for vores beholdning ”stubbies” fra Carlsberg, så der måtte træffes nogle foranstaltninger. For hver kasse dansk øl, som vi ønskede at anskaffe, måtte vi også aftage 2-3 kasser af det engelske sjask der var hældt på gule dåser. Dåseøl var for mange af os en ny emballeringsform. Når der var drukket ud, var det meget brugt, at markere dette ved, at man med et hårdt og veludført håndkantslag slog dåsen sammen på midten. Dette lyder måske ikke af så meget med henvisning til vore dages papirtynde dåser. Dengang var dåserne imidlertid lavet af væsentligt kraftigere blikmateriale, og det resulterede ofte i ømme hænder, når hugget ikke var udført korrekt. Fast grund under fødderneNytårsaften 1962 fejrede vi i Montevideo. Det var noget af en oplevelse, men et under, at vi overlevede. I modsætning til hjemme på Fanø, så havde de indfødte en ide med at raketter skulle fyres af i vandret retning. Så det fløjtede og peb om ørerne af os, hvis vi i løbet af aftenen forsøgte at forhale fra et etablissement til et andet. Via Port Stanley og diverse småøer nåede vi frem til Haley Bay, som var vores destination. Vi medbragte områdets første frimærker til udgivelse 1. februar 1963, hvor Kista Dan var på den ene af værdierne. Mange af os sikrede førstedags udgivelser behørigt stemplede af basens postmester. Vi lånte ski af basens besætning og fik afdækket nærområdet i fritiden. Det var jo lyst hele døgnet, så der var rige muligheder for at udforske naturen, når vores tørn med at deltage i losningen som spilkørere og lugemænd tillod det.
De store kejserpingviner er særdeles flotte, men jeg husker, at de små, almindelige pingviner var meget nemmere at komme i kontakt med. De så komiske ud, når de kom trippende hen til os, og de var overhovedet ikke menneskesky. Nogle af de ekspeditionsmedlemmer, som vi skulle have med hjem, havde opholdt sig på basen i to år. I lange perioder havde de ikke set dagens lys, og de havde udelukkende haft selskab af andre mænd under primitive forhold på få kvadratmeter under isen. Vores første anløb til civiliseret område var Port Stanley, og jeg husker, at et par af disse gutter, der ikke havde set et hunkønsvæsen i to år, sprang ind på kajen mindst et par meter før vi nåede ind, for nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ”ud os se på damer” På min 21 års fødselsdag den 28. februar var vi tilbage i Montevideo, og i begyndelsen af april gik vi gennem et isfyldt Kattegat til København, hvor jeg afmønstrede og tog hjem for at starte på Fanø Navigationsskole Tiden efter Kista DanEfter skibsførereksamen og aftjent værnepligt på Marinestation Anholt mønstrede jeg ud i rederiet Otto Danielsen. I begyndelsen af 1969 fik jeg imidlertid job hos Michelin som salgskonsulent og et krav om bopæl Ringsted, så jeg flyttede med kone og tre børn til Sjælland. Efter et par år hos Michelin, skiftede jeg til et andet firma på Sjælland, hvor jeg efter 30 års ansættelse sluttede som salgsdirektør, da jeg fyldte 60 år Et par år tidligere var min kone og jeg flyttet tilbage til Fanø, og efter min fratrædelse startede jeg egen virksomhed inden for pumpebranchen. Generationsskiftet er foretaget, og den ene af vore sønner har taget over. Han har ansat mig som konsulent, så jeg fastholder tilknytningen til ”JEPtek” på nedsat tid og på delvis egne præmisser. I min fritid har jeg dyrket både svæveflyvning og motorflyvning, men blev som så mange andre indhentet af golfsporten, der er en rigtig tids sluger. Tilbageblik
Da vi var unge, var der ikke så mange andre muligheder for at se sig om i verden end det at tage til søs. I dag har de unge mange andre muligheder for at komme ud i verden, så de maritime erhverv har ikke samme tiltrækning, hvilket er forståeligt, når skibet ofte kun ligger til kaj i få timer, og ikke i dagevis som tilfældet var dengang. Såfremt alt andet var lige, så ville jeg vil ikke bytte min 11-årige sømandskarriere med noget som helst andet, hvis jeg i dag som ung mand på 16 år og med udlængsel i blodet. stod og skulle vælge erhverv Jeg hilser hjemmesiden velkommen og sender de bedste hilsner til mine skibskolleger fra gamle dage Hovedgaden 49 6720 Fanø Tlf. 2521 9000 E-mail: hpj@jeptek.dk |
