Den 8.oktober 1957 mønstrede jeg i nybygningen Thala Dan på Ålborg værft som matros – skipperen var K. Hindberg, overstyrmand Hans Nielsen og 1 styrmand Eric Sørensen.

Turen gik mod Antarctic – vi lastede kartofler i Almeria og kork i Palamos i Spanien – første lossehavn for kartoflerne var Colombo (Sri Lanka) – losningen blev ikke til ret meget, da landet lige var blevet selvstændig og havnearbejderne var på fast løn, det resulterede i at der kun blev losset nogle få sækker hver dag – da kartoflerne begyndte at rådne måtte vi sejle igen og losse resten til søen. Vi fortsatte til Singapore med korken og derefter Melbourne.

I Melbourne lastede vi til Macquarie Isl – retur til Melbourne efter last til Antarctic. – Kursen blev sat mod Mawson men allerede nogle dage efter afgang mistede vi en stor del af dækslasten , særlig olie/benzin tønder.

Der var meget is ved Mawson og alt losning foregik med slæder trukket over isen til land via blokke fastgjort i land og skibets agterspil

Turen gik derefter videre til Davis hvor vi lå i længere tid for at bygge stationen. Derefter til den russiske station Mirny på høflighedsvisit og tilbage til Melbourne.

Fra Melbourne sejlede vi til Sydney hvor der blev lastede 1500 levende får til Eilat i Israel.

Rejsen over det Indiske Ocean og Rødehavet var et mareridt for det meste af besætningen grundet varmen.

Skibet havde et godt klimaanlæg – men kaptajnen bestemte at der kun måtte være kulde på øverste etage. På de næste etager hvor officererne boede var der heller ikke sat kulde på, men der kunne vinduerne åbnes.

På nederste dæk hvor de menige boede kunne man ikke åbne koøjerne og varmen var uudholdelig.

Vi begyndte at finde udendørs sovepladser på de øverste dæk, hvor der var brise og ingen røgvand.

Men så kom der skrivelse på opslagstavlen at  øverste etage udendørs kun var forbeholdt kaptajn/maskinchef/overstyrmand – næste etage udendørs var forbeholdt øvrige officerer. Det endte med at alle os menige måtte slå telt op på lugen, og opholde os der.

Stemningen ombord var ikke særlig god – jeg ved at styrmændene ved storcirkelsejlads over det Indiske Ocean ikke selv måtte forandre nogle få grader på kursen – kaptajnen skulle være tilstede på broen – selv midt om natten.

Efter udlosning i Eilat sejlede vi til Valencia for at laste appelsiner – rejsen gik med at rengøre lasten for fåre efterladenskaber som var trængt ind i garneringen.

Vi ankom til Valencia med åbne luger og fik lasten godkendt til appelsiner, men da vi nåede til lossehavnen Liverpool og åbnede lugerne lugtede det mere af får end appelsiner.

Vi gik fra Liverpool mod Ålborg, hvor vi kunne have været dagen før Påske, men kaptajnen turde ikke gå gennem Pentland Firth  og sejlede nordenom og det resulterede i, at vi ikke nåede at komme hjem til Påske.

Efter dokning i Ålborg var vi oplagt nogle uger og alle afmønstrede undtagen Overstyrmand Hans Nielsen en maskinmand og undertegnede.

Da vi atter afgik fra Ålborg mod København for at laste til Grønland var Hans Kr. Pedersen kommet som kaptajn, overstyrmand var Leif Pedersen.

Første tur til Grønland  gik med materiale til Kulusuk, hvor der skulle bygges radarstation og flyveplads – vi lå som hotelskib for de første håndværkere, der skulle bygge huse til amerikanerne, som senere kom med deres store landgangsbåde med materialer og personalet.

Medens vi lå der måtte vi hver uge lette anker for at finde et vandfald/løb hvor vi kunne agterfortøje og fylde vand via tragt og slanger.

 Grønlandsturene var hovedsagelig med last til pladserne Scorebysund/ Daneborg/Mestersvig og returlast med bly fra Mestersvig til Antwerpen. – VI hentede også en del materiale fra de lidt større J/L ishavsskibe – Thora Dan/Anita Dan, som kun kom til iskanten udfor Kong Oskars Fjord – I hele denne periode var overstyrmanden fra Kista Dan, Wilhelm Pedersen  bleven ansat sammen med en pilot til isrecognisering, som var os en stor hjælp til at finde vej i isen.

I næsten hele perioden havde vi skibsreder Knud Lauritzen ombord hvor han hjalp med alt forefaldende arbejde – nogle gange gjorde han det lidt besværlig for besætningen.

Vi have en overgang de gamle polarforskere Peter Freuchen og Ejnar Mikkelsen med ombord, de var nogle ret behagelige personer, og ret kloge – måske lidt for kloge.

Ved nogle af disse rejser blev Hans Kr. Pedersen afløst af kaptajn Åberg Nielsen – han var en meget speciel herre, altid i fuld ornat uanset om han sad i istønden eller gik på værtshus i Antwerpen.

Grønlandsfarten sluttede igen om efteråret, hvor kursen blev sat mod Australien med Hans Kr. Pedersen som kaptajn og Leif Pedersen som overstyrmand.

Da det var sent på sæsonen gik turen direkte til Melbourne uden last.

Vi gjorde først den sædvanlige Macquarie tur, som var ret spændende da vi også skulle losse til et depot på sydspidsen af øen – og det var under meget dårlige vejrforhold.

På denne rejse havde vi også en malkeko med som med besvær blev losset ved hovedstationen.

                                                                          Foto: Vilhelm Pedersen

Rejsen sydpå gik igen til Mawson via Heard Isl – derefter Davis, men under anduvning af Davis løb vi på et skær og fik et 2,5 meter hul i boven.

Vi brugte en uges tid på at lave en kasse af cement og pingvinlort for at lukke hullet. Rejsen måtte afbrydes og vi returnere til Melbourne den 4.marts 1959

I Melbourne gik vi i dok for reparation af boven, ved et skibsværft beliggende ret over for hvor vi plejer at laste ved den sidste kaj før Spencer Street Bridge – ( der er ikke skibsværft længere, men museum hvor man bl. andet kan se en del om ishavsbådene – jeg var der på besøg for få år siden) .

Det blev min sidste tur med Thala Dan da jeg  den 8. marts 1959 skiftede til Magga Dan, som også var ankommet til Melbourne..

Kaptajnen på Magga Dan var H Møller Pedersen som var meget lystig og vellidt– vi sejlede fra Melbourne til Sydney  for at laste kød til New York samt en afstikker til Valpariso med  4 meget dyre præmievæddere.

Disse væddere var i store båse på 1.lugen og jeg blev udset til at stå for fodring o.s.v da jeg var fra landet.

 Transporten var prøvet før men vædderne var afgået ved døden. Jeg fik store instrukser om hvordan de skulle behandles og fodres og jeg havde ikke andet arbejde på hele rejsen til Valpariso.

Kort efter afgang fra Sydney brækkede ferskvandsgeneratoren ned og med vandration til følge. Omkring 20 sm af Pitcairn brækkede styremaskinen ned og vi drev rundt i mange dage før reparation lykkedes.  Vores vand slap op og vi havde kun hvad der kunne samles op af regnvand i presenninger.

Ved ankomst til Valpariso  var vædderne i god stand selv om jeg havde fodret dem med mange ting som ikke stod i kostanvisningen såsom spejlæg og bacon – og nogle øl havde de også konsumeret . Jeg fik en god lønningspose af modtageren som belønning. (det måtte jeg ikke fortælle til andre)

I Valpariso blev vi en del forsinket, da det var ret vanskeligt at samle hele besætningen til afgang, byen vrimlede med søde piger og gode værtshuse – skipperen blev også væk, da han skulle i land for at overtale nogle besætningsmedlemmer til at gå ombord  - han faldt vist over en sød forhindring.

Vi sejlede derefter mod New York, men få dage før Panama-kanalen havde vi igen maskinhavari og drev rundt i flere dage for at reparere skylleluftspumpen -  det bevirkede, at vi atter udgik for vand og måtte ty til regnbygerne, vi var efterhånden også på proviantration grundet hovmesteren i Valpariso brugte mere tid på de søde damer på Cafe Roland /Skandinavien end på skibshandlerne. Dog havde vi masser af kød i lasten, og det benyttede hovmesteren sig af – vi fik mange dejlige bøffer

Ved passage af Panama-kanalen lå vi i Christobal for bunkers – der havde vi også problemer med at få besætningen ombord – de gemte sig hos de sorte piger – vi kom først af sted da Kaptajnen endelig dukkede op. Vi måtte dog sejle uden donkeymanden, han rejste til New York på skibsklubbens regning.

Resten af turen til New York gik godt – derfra i ballast til København for at laste til Grønland. Ved passage af Skagen sejlede vi side om side med Thala Dan som var på vej til Ålborg fra Mombasa hvortil den havde haft får med fra Australien.

Hele sommeren sejlede vi på Nordøstgrønland hovedsagelig til Mestersvig og radiostationerne og med bly retur til København eller Antwerpen.

Sidst i oktober 1959 afsejlede vi igen fra København mod Melbourne i ballast. Kaptajn Møller Pedersen var kommet tilbage og overstyrmand var Anton Moyel.

Fra Melbourne var det igen rejsen til Macquarie Isl. Som stod for tur, derefter tilbage til Melbourne for at laste til Antarctic.

Også på denne rejse var første anløb Mawson, losningen tog ret langt tid grundet dårlige vejrforhold. Derefter gik turen videre til Davis for losning.

Derfra skulle vi have været længere østpå langs kysten for at udforske noget nyt, men den ene hellikopter havarerede på indlandsisen under en expeditionstur, og den anden måtte redde personerne.

Det var en ret farlig opgave, da de ikke kunne lande der hvor havaristen lå, de måtte lande langt derfra og hugge dem vej op ad isen til havaristen. Vi fulgte dem fra skibet og det så ret uhyggeligt ud.

Expeditionschefen Philip Law besluttede at afbryde rejsen da videre færd med kun den ene hellikopter var for farligt.

 En anden årsag var også at vi var ved at løbe tør for proviant. Under proviantering i Melbourne havde hovmesteren ikke haft tilstrækkelig viden til at få nok proviant ombord til sådanne lange rejser.

Kaptajnen blev holdt ansvarlig og dermed var hans tid som ishavskaptajn for australienerne forbi.

Rejsen tilbage til København blev også foretaget i ballast.

I København ommønstrede jeg til bådsmand, selv om jeg kun var 24 år – speciel tilladelse fra sømændenes forbund og forhyringskontoret – aldersgrænsen var min. 25 år.

Vores første grønlandsrejse gik til sydvestgrønland hvor vi på opturen var i Thorshavn for at laste en del små færøske fiskerbåde og ca. 24 fiskere - de skulle fiske i Nanortalik distriktet for KGH –fiskerne havde fået udleveret deres spiritusration til hele kontraktperioden på ca. 5 måneder – for at det ikke skulle gå ud over fiskeriet skulle sprutten udryddes på de 5 dages rejse vi havde til Nanortalik – det var en hård tørn for færingerne – men de fik udryddet sprutten og derefter var  de glade og klar til fiskeri da deres både blev sat i vandet udfor Nanortalik.

Efter udlosning lastede vi på den gamle USA-base Narsasuak til Oslo – Et norsk firma havde købt alle løse genstande på den nedlagte base.

Fra Oslo sejlede vi til København for at laste til Angmasalik, Scoresbysund, Mestersvig og Daneborg – I lastrum 1 underlast var der kul og på mellemdæk 1 var der en del proviant til Scoresbysund.

 På opturen blev der selvantændelse i kullene og dermed blev alt proviant på mellemdækket ødelagt af varmen, og det gav en del problemer i Scoresbysund.

Ved anløb af Scoresbysund var fastisen endnu ikke brækket op og vi måtte ligge fast ved iskanten udfor Cap Tobin – hele losningen til Scoresbysund måtte foregå med hundeslæde. Vi havde også last til Cap Tobin  - for at få losset til dertil, måtte alle slædehunde i distriktet spændes for den store losseprammen i Scorebysund og slæbes ud til iskanten og dermed losning til Cap Tobin.

På hjemturen havde vi bly med fra Mestersvig til København.

Da vi ankom til København den 25.august 1960 afmønstrede jeg for at begynde på Københavns Navigationsskole hvorfra jeg 2 år senere var styrmand/skibsfører og jeg fortsatte ud i den store  vide verden på lidt andre betingelser end i de glade ungdomsdage som menig besætningsmedlem.

Total sejltid i de tre ishavsbåde.

Kista  Dan     14 måneder 22 dage.

Thala  Dan     16 måneder 00 dage

Magga Dan    17 måneder 22 dage

Som der fremgår af artiklen var vi ret mange gange i Melbourne, hvor vi gjorde længere ophold – byen blev vores andet hjemsted.

Det kan for de mennesker, som dengang kendte til byen virke lidt kedeligt da alle værtshuse og lignende forlystelses steder kun havde åben fra kl. 1000 indtil kl. 1800 – Selv under olympiaden i Melbourne blev disse tider ikke udvidet.

Vi var dog meget glade for byen, vi lå altid ved hunørkajen lige før Spencer Street Bridge – altså næsten ret i byen.

Der fik vi en masse venner, alle skulle se polarskibet og de tapre søfolk som de havde læst om i aviserne – vi blev særlig gode venner med hele politikorpsen, som opholdt sig meget hos os.

For os var det ikke nødvendig med taxi, politiet kørte os rundt hvor vi end ønskede os hen.

Vi kom en del på kaffebarerne ved Luna Park i St. Kilda – disse kaffebarer havde for det meste dans og levende orkestre samt en del damer.

Disse barer havde åben hver aften fra kl. 1800 til ca. midnat – problemet var bare at der overhovedet ikke var spiritusudskænkning – Men – på toiletterne stod der altid en person som havde masse af små flasker spiritus til salg, vi skulle bare ikke vise det frem inde i kaffebarerne.

Ved returrejsen til Melbourne fra Antarctic ved Thala Dan’s første rejse var vi 8 unge mænd, som have ladet hår og skæg vokse siden grønlandsfarten og vi lignede nogle vildmænd.

Vi aftalte en lørdag, at nu skulle vi lave lidt gas i byen, da det i disse år ikke var in med fuldskæg og langt hår.

Vi startede på vores stamværtshus Hotham, som lå ret tæt ved skibet, nabohuset var frisørsalon.

Vi gik skiftevis ind til frisøren for at få studset skæget og fik det lange hår sat med et rødt bånd i nakken. Frisøren var ret forbavset ved at det myldrede med sådanne langhårede personer.

Om aftenen fik vi politiet til at køre os til byens største private club CITY CLUB, hvor vi allerede sidste rejse var blevet medlem.

Vi sad alle samlet ved et bord og vakte stor forundring hos de andre gæster i vores fine jakkesæt som var en betingelse som medlem.

 Så mange personer  med sådanne frisurer og skæg havde de aldrig set. Vi havde en god aften hvor vi var midtpunkt og alle gav os drinks, at arbejde for at score en dame var ikke nødvendig, vi kunne næsten vælge og vrage som vi ville.

Næste dag var vi på forsiden af de lokale aviser med tekst som ”Vikingerne fra Antarctic”.

Det var en kort historie om de tre berømte røde skib, der var faktisk fire, men den sidste Nella Dan nåede jeg ikke at sejle med før den sank udfor Macquarie Isl.

København 2007.

_____________________________________________________________________________

Gustav og Co. blev modetaget på Mawson i 1958 med dette skilt