Frank Bentler KISTA DAN

En Messedrengs beretning fra ”Kista Dan” i 1956.

 

 

Jeg løb meget på skøjter den vinter på Emdrup Sø nord for København efter skoletid med mine skolekammerater, ellers gik tiden jo med mit morgen job og skole. Da foråret nærmede sig så var der jo læsning til eksamen i maj og juni måned. Den store og alt afgørende Mellemskoleeksamen. Den var afgørende for om man kunne komme i Realen. Men jeg havde opgivet det med skolen og Realen. Lærerne havde også givet klart signal om hvem de mente der kunne komme videre til Realen og jeg var ikke imellem dem. Jeg gad simpelthen ikke mere. Jeg ville ud og prøve noget andet, men hvad.?

 

MED ”KISTA DAN” TIL ØSTGRØNLAND 1956.

 

I løbet af foråret tog det form. Jeg ville ud og sejle. Jeg var 15 år og gammel nok. Jeg cyklede ind til København på Mønstringskontoret og fik mig en Søfartsbog. Den blev udstedt den 7. juni 1956 og samme dag var jeg til Tuberkulosekontrol. Eksamen på skolen var i fuld gang, men jeg vidste at jeg ikke ville få karakterer gode nok til at komme i Realen. Jeg var også rystende ligeglad, jeg ville bare ud.

 

Lærerne havde jo ikke lagt skjul på hvem der kunne komme videre, og vi var mange fra klassen der måtte sige skolen farvel med denne eksamen, men jeg var ikke ked af det, jeg ville ud af skolen. Den var ikke noget for mig mere. Jeg havde sagt mit job op efter 4 år som bud i Ismejeriet hos Asger Wulff og fik en fin anbefaling som jeg stadig har.

 

Da gik hjem fra skole den sidste dag fulgtes jeg også for sidste gang med mine kammerater nedad Bredelandsvej langs kolonihaverne. Der i den forårs grønne hæk så jeg en Solsorterede med unger i. Jeg stoppede op og kiggede ned på reden mens mine kammerater fortsatte ned ad vejen og det var det sidste jeg så til dem.

 

Så jeg cyklede ind på forhyringskontoret i København med min nye Søfartsbog for at søge hyre og var egentlig ligeglad med hvortil det eventuelle skib skulle sejle. Jeg ville bare af sted og det gik ret hurtigt. Jeg fik som sagt min Søfartsbog d. 7. juni, og allerede få dage efter havde jeg fået min første hyre. Det blev med Polarskibet ”Kista Dan”, der ejedes af Rederiet J. Lauritzen, for en rejse til Østgrønland. Dagen efter var jeg til synsprøve i Amaliegade 33 i København og næste dag d. 15. juni 1956 mødte jeg ombord om morgenen.

 

Jeg kom ombord på ”Kista Dan” som messedreng i den del af havnen der ligger ude på Østerbro En dag eller to efter forhalede vi ind til Grønlands Kajen på Christianshavn på Grønlands Handels Plads. Jeg var 15 år gammel.

 

Jeg husker at den dag hvor skibet skulle afsejle var der afslutning på skolen om aftenen med lærere og forældre samt udlevering af Eksamensbeviser, men da var jeg allerede ombord og ved at dække op i Officersmessen. Eksamensbeviset blev sendt med post.

 

Hovmesteren hed Henriksen og var fra Ringsted, Stewarden hed Lars, og Dæksdrengen Villy. Kaptajn var Christian Petersen der senere blev kendt under navnet Ishavs Petersen. og en skrap 1 Styrmand der hed Mourier. Jeg fik anvist en køje i Styrbord side helt fremme hvor gangen sluttede og lige før telegrafistens kahyt der lå på tværs for enden. Der skulle dæksdrengen Villy og jeg dele et lukaf der ikke bestod af andet end en køjeseng, et lille bord på væggen overfor og en kort bænk langs skibssiden med et enkelt eller 2 koøjer i. Kahytten har vel været 3,50 m lang og et par meter på tværs. Lukaf'erne lå langs skibssiden, og på den anden side af den smalle gang var maskinrummet, og det samme forhold gjorde sig gældende ovre i bagbord side. Det var under dæk, og ikke meget over vandlinjen. I den anden ende af gangen, hvor man kom ned af en lejder fra dækket, lå kølerummet til vor proviant og værksted for maskinfolkene. Så det var et ret støjende sted dernede lige opad maskinen. Min arbejdsplads var i Pantryet midtskibs i styrbord side, nogenlunde lige over mit lukaf. Arbejdet bestod i at dække bord, servere, og rydde af i officersmessen. Maden hentede jeg i Kabyssen der lå ude agter. Så hen ad gangen, skarpt til højre, skarpt til venstre og ind i messen til højre.

 

Efter skafningen skulle jeg rydde af og vaske op i Pantryet og samtidig gøre klar til at hente mad i kabyssen til de passagerer der spiste oppe i salonen, der lå op ad trappen udfor pantryet. Det var Stewarden Lars der serverede her men mig der hentede maden frem til pantryet. Efter skafningen i salonen kom al porcelænet ned i Pantryet hvor jeg så tog mig af det.. Og det var morgen, middag og aften.

 

Herfra afsejlede vi så en eftermiddag. Min far og mor var mødt op derinde for at sige farvel. Jeg hang ud over skibssiden og så blandt andre den kendte Grønlandsfarer og forfatter Peter Freuchen stå på kajen med sit træben for at tage afsked sammen med Polarforskeren Einar Mikkelsen. Du kan læse mere om Peter Freuchen på linket nedenunder. Han deltog samme år i et amerikansk Kvit eller Dobbelt - program om ”De syv Verdenshave” og vandt de 64.000 Dollar. http://da.wikipedia.org/wiki/Peter_Freuchen

 

Den socialdemokratiske Grønlandsminister Johannes Kjærbøl og Fru Gerda Kjærbøl var med ombord, samt nogle folk fra Grønlandsministeriet. Der var en kendt ornitolog og flere andre med. Blandt andet nogle Grønlændere der havde været i Danmark for at blive helbredt for Tuberkulose.

 

Formålet med rejsen var at bringe forsyninger til de to østgrønlandske byer, Angmagsalik og Scoresbysund. Desuden at losse nogle færdig fabrikerede huse på en ny boplads ved Kap Dan, der ligger overfor Kap Tobin ved udmundingen af Scoresbysund Fjorden. Det var kun muligt at besejle disse to byer i sommermånederne da de resten af året var spærret inde af pakisen. Så kun i juli/august måned ankom der forsyninger her pr. skib, der således skulle række til et helt år. Dengang i sommeren 1956 var der ingen mulighed for at beflyve Østgrønland som stadig var afsondret fra resten af verden.

 

”Kista Dan” var rødmalet, hun havde tidligere været hvidmalet, men på grund af skibets sammenfald med ismasserne, var det nu til denne rejse blevet malet rødt. Det var specielt bygget til ishavssejlads, dvs. det var rundt i bunden, beregnet til med fuld kraft at sejle op på og brase sig igennem isen. Desuden var der i masten en speciel "udsigtstønde", hvorfra kaptajnen kunne se længere ud end fra broen, og han kunne styre skibet deroppefra. Det var ikke nogen stor båd, kun 1600 ton så vidt jeg husker, men det kan I jo selv se efter. Der står en model af den nu, på Søfartsmuseet på Kronborg Slot.

 

Nå, men vi kom af sted hen på eftermiddagen og løb ud af havnen med kurs mod Helsingør. Det gik op gennem Øresund i strålende sol denne juni eftermiddag, og jeg husker at jeg stod ude på agterdækket og så Københavns Tårne forsvinde da vi var på højde med Hven. Det var jo første gang jeg var på Øresund på denne måde for udover nogle ture til Sverige med færgen, havde jeg jo aldrig været ude og sejle. Nord for færgelinjen Helsingør - Helsingborg havde jeg aldrig været. Så det var jo spændende. Det var en dejlig fri fornemmelse at stå der ude agter og se København forsvinde. Jeg var kun 15 år og så nu alt det kendte forsvinde agterud i horisonten. Maskinen dunkede trygt af sted og kølvandet forsvandt agterude og jeg gik ud foran i stævnen og så Helsingør og Kronborg dukke op forude. Så passerede vi Kronborg for udadgående og også Kronborg forsvandt i horisonten og vi var i Kattegat. Men inden da kaldte pligten og jeg måtte i gang med at dække bord til skafningen kl. 18.00 i officersmessen på det tidspunkt hvor skolen delte eksamensbeviser ud.

 

Officererne begyndte at indfinde sig ved 18.00 tiden, og satte sig til bords mens jeg var ude i kabyssen, hvor kokken og koksmaten serverede maden på fadene som jeg så bragte den før beskrevne vej ind i messen. Når de så var godt i gang, så var det ud og hente fadene til salonen som jeg bragte til Pantryet hvor Stewarden Lars overtog dem og serverede dem i Salonen på øverste dæk.

 

Så gik det ellers mellem kabyssen, messen og pantryet. Der var jo 3 retter mad til aften, og det hele skulle jo helst køre nogenlunde glidende og det gjorde det også. Efter skafningen, så var der oprydning og opvask af det hele, på nær fadene, skålene og sovsekanderne der gik tilbage til kabyssen. Klokken blev 22 - 23.00 førend jeg var færdig i Pantryet og kunne tørne ind i min smalle køje under dæk. Næste morgen havde vi passeret Skagen i nattens løb og var ude i Skagerrak og det hele startede forfra med morgenskafningen kl. 7.00.

 

Mandskabet der havde haft vagten i løbet af natten, havde adgang til en kaffemaskine i Pantryet, så det flød med kaffekrus, bestik, osv. Det måtte jeg jo først have af vejen, inden jeg kunne begynde mit egentlige arbejde. Så jeg startede kl. 6 om morgenen med det. Vi var nu kommet ud i Nordsøen, og båden rullede lidt i søen, men ikke noget at regne endnu. Det skulle nok komme.

 

Dagene gik nu som ovenfor beskrevet, jeg fandt rytmen i arbejdet, og skibet gik støt og roligt over Nordsøen. Vi kom norden om Skotland, op på højde med Shetlandsøerne og ud i Nordatlanten, syd om Færøerne. Men så blæste det op. Søerne rullende og vaskede ind over dækket forude som det kan ses på nogle af mine billeder. Skibet rullede og slingrede af sted. Skibet var jo som før nævnt rundt i bunden, i stedet for som andre skibe at have en V-formet køl, så var kølen på ”Kista Dan” U-formet. Det var en fordel i isen, men absolut ikke nogen fordel i søen. Der var ingen måde at beregne skibets bevægelser på overhovedet. Når jeg kom gennem gangene med mine fade og sovseskåle fyldt til randen, på vej til messen, så gik det både på tværs og på langs og baglæns og alt på een gang. Jeg blev søsyg derude i Nordatlanten, virkelig søsyg. Ikke bare svimmelhed og opkastninger men virkelig syg. Jeg ikke kunne stå op og måtte simpelthen opgive mit arbejde og gå til køjs. Der lå jeg så en hel dag eller to og havde det ad helvede til og tog ingen mad til mig overhovedet.

 

Så kom der en af matroserne ned og så til mig. Johnny hed han og jeg husker ham endnu for han blev min redningsmand. Han sagde simpelthen: Frank, du må spise det her tørre rugbrød jeg har med. Du må tygge det og få noget ned i maven, du kaster det op igen, men du må fortsætte med at spise dette tørre rugbrød indtil du kan holde det i dig. Og jeg begyndte at spise, for atter at kaste det op. Han var min redningsmand, jeg kom på benene igen og efter en dag mere var jeg så frisk at jeg kunne vende tilbage til pantryet og mit arbejde. Passagererne var ingen steder at få øje på. Skibet rullede stadig lige meget, men nu klarede jeg mig. Jeg havde overvundet min søsyge, og har aldrig nogensinde siden været søsyg hvor end jeg har sejlet.

 

Men vi sejlede stadig nordud, syd om Island og kom ud i Danmarksstrædet der ligger mellem Island og Grønland. Vi nærmede os nu Grønland. Oppe på øverste dæk udfor salonen var der opsat et kort over vores rute, så passagererne kunne følge med i hvor langt vi var og det fulgte jeg jo også med i. Med en rød blyant blev der hver dag trukket en linje og sat en ny position og linjen trukket op fra vores sidste position. En morgen jeg kom ud på dækket kunne jeg se land forude. Det var tæt på synes jeg, nogle få kilometer bare. De var da så tæt på de bjerge. Men Styrmandseleven Svend Erik Rahbeck fortalte mig at de bjerge var over 100 Km. væk og vi skulle nu sejle op langs kysten til Angmagsalik.

 

Så sejlede vi langs Grønlands østkyst. Nej, hvor var der smukt. Jeg husker at jeg skrev hjem til mine forældre at vandet var som Valo vand. (Valo var dengang et sæbepulver der gav sådan en flot lyseblå farve.) Men der gled vi af sted i denne tavse isverden langs kysten. Det var store isbjerge der flød af sted i vandet men det man ser er jo kun 10 % af isbjerget, resten er under vandet. Dengang var der ikke mange der havde været på østkysten, da man kun kunne komme i sommermånederne, men mange havde set Vestkysten hvor man kan komme hele året. Så det var noget helt specielt jeg var med på her. Vi nåede ind til Angmagsalik inde i fjorden, Søndag d. 24 juni 1956 kl. 17.30 og ankrede op i en lille bugt udfor byen. Vi var det første skib i et helt år og grønlænderne kom ud i kajakker og konebåde og hilste os velkomne. Der fandtes kun een lille motorbåd deroppe og den tilhørte Stationsbestyreren. Det var jo i 1956.

 

Da vi havde ankret op begyndte losningen der foregik på den måde, at vi ved hjælp af skibets kran, trak godset op fra lasten udover siden og ned på en pram. Prammen blev så trukket ind til slæbestedet af skibets jolle og losset på bredden. Der var ingen havn, men kun et slæbested. Da jeg havde fået gjort mit arbejde klar i Pantryet, så var det jo også tid for at mig at komme i land og se lidt på forholdene. Og de var små. Der var de typiske Grønlænder huse, som var præfabrikeret i Danmark og sat op på stedet af danske håndværkere. Så var der en slags hospital, en barakbygning lidt ovenfor slæbestedet. En anden barak der fungerede som forsamlingshus. Det var sådan en gammel ting fra krigens tid, med halvrundt bliktag og en dør i gavlen. Så var der grønlændernes huse, ikke mange, og det var så Angmagsalik som jeg husker det i 1956. Der var nogle enkelte danske håndværkere, gift med grønlændere der boede der fast ellers ingen syddanskere.

 

Da det jo var sommer, var der flere Grønlændere fra udstederne i byen end om vinteren. De boede i deres telte til venstre ovenfor slæbestedet, hvor de havde indrettet en lejrplads. Ellers boede de flere hundrede kilometer nordpå hvor de levede af sælfangst og Isbjørnejagt, og var således selvforsynende resten af året. Madlavningen foregik stadig dengang på bål udenfor teltet og de var klædt i skind fra top til tå. Enkelte havde dog fået almindeligt tøj som anorakker og bukser i kraftigt Holmens Klæde, men mange havde sælskindsbukser og alle gik med kamikker som er støvler lavet af sælskind. På een af mine ture i land mødte jeg en gammel kone der hed Wilhelmine, hun var gift med en trommedanser, den bedste i distriktet sagdes det og han hed: Georg. De var i byen for sommeren med deres to børn på min egen alder, en søn og en datter. Af hende købte jeg et sælskind for 2 pakker cigaretter "Lucky Strike". Skindet var jo garvet af dem selv, det vil sige i deres urin. Det lugtede fælt, og jeg opbevarede det i en af redningsbådene ude på dækket. Lugten aftog med årene, og jeg havde det senere på væggen hjemme på mit værelse, indtil min mor desværre smed det væk.

 

Jeg byttede mig også til en model af en grønlandsk kajak, med alle fangstredskaber skåret ud i ben, med harpuner, fangstblære og alt hvad der hørte til en rigtig kajak. Også den gik senere tabt, og jeg har også min mor mistænkt for at have smidt den væk. Det var ærgerligt. Dagene gik i Angmagsalik, vi var en aften til dans i forsamlingshuset. Jeg var sammen med Styrmandseleverne Hans Jørgen Holm Nielsen, som blev kaldt ”Bornholmeren” og senere blev lods i Rønne, og Svend Rahbeck deroppe. Vi dansede til harmonikamusik, og ind imellem til en træk-op-grammofon med stor tragt. Men det var en stor aften for grønlænderne og for mig med for den sags skyld. Det var jo en oplevelse som ikke mange havde haft, og færre skulle få, inden civilisationen rigtig holdt sit indtog i Angmagsalik nogle år senere.

 

En anden aften var der biografforestilling i forsamlingshuset, også dette overværede jeg og har stadig billetten i min samling. En maskinskreven gul billet. Filmen var en rigtig cowboy film, med cowboydere og indianere. Grønlænderne, der på det tidspunkt ikke havde set mange film gik meget op i det. De klappede og hujede når indianerne blev skudt, de råbte og skreg advarsler når indianerne sneg sig frem uset af cowboyderne. Nogle rendte frem til lærredet og advarede om usete indianere bag klipperne. Der var en tummel og skrigen og klappen, som jeg husker vi morede os meget over. De levede helt med i filmen. De var godt udkørte da filmen var forbi og cowboyderne havde vundet kampen. De havde jo selv deltaget i hele slaget.

 

Den sidste aften efter skafningen var det aftalt at skibets besætning skulle komme i land og overvære en trommedans. Det var distriktets bedste trommedanser der ville give en opvisning. Det var før omtalte Georg. Jeg har et par billeder af ham i fuldt sving, og det var også en oplevelse. Og så fortsatte vi næste morgen med ”Kista Dan” ud gennem fjorden på vej til vort næste mål længere mod nord: Scoresbysund.

 

Efterhånden som vi sejlede nordpå blev pakisen sværere og sværere. Til tider sad vi fast. Så bakkede vi lidt bagud og fuld kraft frem, op på isen og brase igennem, og så gik det lidt igen. Men det blev tungere og tungere. Skipperen, Chr. Petersen, havde nu forladt sin kommandopost på broen, og var gået op i tønden i masten, hvorfra han med et enkelt håndtag kunne dirigere skibets manøvre. Det lignende et ganske almindeligt dørhåndtag. Men der sad han så oppe og vi kom langsomt fremad. Nogen gange var der isfrit i lange tider, men så mødte vi pakisen igen. Hver eftermiddag kl. 15.00 skulle jeg op i masten til Skipperen med hans kaffe og kokkens hjemmebagte brød. Det foregik på den måde, at jeg havde alt i en spånkurv i højre hånd. Med den anden hånd havde jeg fat i trinene på masten. Så var det om at gribe et trin af gangen, og arbejde sig op til tønden. Der var nogle ringe bag ryggen op langs masten hvis man faldt bagover, men jeg tror ikke de ville have hjulpet meget hvis man mistede grebet i trinene med venstre hånd. Så var man simpelthen styrtet ned på dækket. Tønden var ikke stor og der kunne kun være Skipperen i den. Så deroppe måtte jeg så, stående ude i masten med en hånd på skibet aflevere kurven og senere hente den igen. De ture op i masten med kaffen har jeg aldrig glemt. Dels var det ikke helt ufarligt og dels var der jo en fantastisk udsigt deroppefra som jeg så kunne berette om når jeg kom ned igen. Kaptajn Christian Petersen talte aldrig til mandskabet, kun til officererne, der igen kun talte til de næste i rangfølgen. Så nede på vort plan i Pantryet kom der sjældent nogle oplysninger andet end hvad vi sådan selv kunne finde ud af.

 

Men vi nærmede os Scoresbysund og så en dag skete det. Vi sad fast. Helt fast. Vi bakkede og sejlede frem, bang. ingen fremskridt, bakke og frem, bang. Der sad vi. I et par timer prøvede vi at komme frem eller sidelæns eller agterud til åbent vand, men vi sad uundgåeligt fast i pakisen. Skipperen kom ned fra tønden. Efter nogen tid, stoppede han maskinen så kun lysmaskinen kørte for strømtilførsel. Der var ikke mere at gøre. Vi lå så vidt jeg husker ca. 10 - 15 km udenfor i Scoresbysund fjord. Jeg kunne fra dækket se et par isbjørne med deres unger gå længere ude på isen. De stoppede engang imellem og kiggede på os, men fortsatte så uanfægtet deres gang over isen. Men fast lå vi. Efter et par dage løb vi tør for ferskvand. Styrmanden og jeg kravlede af lejderen ned på isen og der blev stillet et pumpeanlæg op med en slange, så vi kunne pumpe ferskvand op i tankene. Ovenpå isen var der små søer af smeltevand, som vi kunne pumpe op. Så der gik jeg nede med slangen og skævede efter isbjørne. Det er der også et par billeder af. Inde fra land havde de lokale beboere jo kunne se skibet komme de sidste par dage, og havde vel hørt det over radioen også, der var jo telegrafist i Scoresbysund.

 

I løbet af dagen kom der hundeslæder med folk kørende ud fra Scoresbysund. Det var en stor oplevelse at se sådan et træk i sit rigtige miljø. Grønlænderne holdt rundt om skibet og kom op ad lejderen der hang over skibssiden og der var lige pludselig liv ombord. Det var jo nyt både for dem og for os. Vi var første skib på pladsen efter 1 år. Særlig for dem der ikke havde set fremmed mennesker i et helt år. Jeg aftalte med en af dem, Ewald hed han, at hvis jeg skaffede ham noget varm mad fra kabyssen så ville han til gengæld køre mig på hundeslæden ind til byen og retur. Så jeg fodrede ham af med rester fra kabyssen den aften og alle var glade. Efter jeg havde klaret pantryet op så var jeg klar til landgang. Der sad jeg så på slæden og min nye ven Ewald stod bagpå. Foran mig var der 12 gøende slædehunde i spand og så gik det ellers af sted over isen ind mod Scoresbysund 10 – 15 km. væk i bunden af fjorden. Ewald råbte sine kommandoer og med sin lange hundepisk kunne han derfra hvor han stod slynge pisken frem med et smæld og ramme den forreste hund enten på højre eller venstre øre alt efter hvor vi skulle hen.

 

Og så gik det ellers derud af ind imod byen. Min kammerat Villy var ombord på en anden slæde, og vi to susede af sted. Det var jo sent om aftenen, men på det tidspunkt af året var

der lyst døgnet rundt, så der var ingen forskel på dag og nat. Vel ankommet til Scoresbysund, vi havde vel kørt en time eller så, så blev vi inviteret op til min "Chauffør" til

kaffe. Han boede i et af de normale grønlandske træhuse, som der vel har været en tredive stykker af, og med flot udsigt ned til fjorden. Der fik vi så kaffe og en kage lavet af Mågeæg.

 

Jeg husker det fordi disse Mågeæg har jeg aldrig glemt vi fik. Efter kaffen ville han gerne demonstrere sin skydefærdighed med riffel. Riflen kom frem og vinduet i stuen lukket op. Nede på fjorden mange hundred meter væk og nede under os flød der en lille is klods på vandet. Den var vel på størrelse med en fodbold. Og bang, der gik skuddet og is klodsen fløj i 1000 stumper. Han var god. Efter et par timer derinde var det tid at køre tilbage, det var omkring midnat og så gik turen ud til skibet igen. Halvvejs ude stoppede vi slæderne og så bagud ind mod byen, hvor solen nu var ved at forsvinde ned bag bjergkammen og Indlandsisen, et meget flot syn.

 

Efter at have ligget fast i isen ude i fjorden i 8 dage, (det stod i aviserne i København at ”Kista Dan” lå fast i isen oppe ved Scoresbysund med chance for at blive skruet ned.) så kom der et amerikansk Catalina fly fra en US - base og ledte efter en vej ud for os. Den kom over skibet flere gange, også det har jeg et billede af. Med mine venner stående ude på agterdækket udfor kabyssen. Isen havde nu på de 8 dage flyttet sig lidt, og med råd fra Catalinaen oppe over os om en isfri vej ud og megen bakken og fremadgående kom vi endelig ud i isfrit farvand så vi kunne få mere "Tilløb" og på den måde komme fri, og efter et par dage nåede vi ind i fjorden til Scoresbysund og gjorde klar til at losse vor last.

 

Nå, men vore dage i Scoresbysund tog også slut, og i mellemtiden var et andet og norsk ishavsskib dukket op på Rheden for losning og vi var klar til afgang. Efter at have losset forsyninger af i Kap Tobin ved indsejlingen til fjorden så sejlede vi derfra og til Kap Dan, hvor vi skulle losse nogle færdige samlesæt huse ned på landingspramme, til en ny bebyggelse der, og så var vi klar til at gå ud gennem pakisen igen for at komme ud i Danmarksstrædet.

 

Vel ude i strædet satte vi kursen mod Reykjavik på Island. Vi skulle bunkre olie for turen tilbage til København. Jeg husker vi ankom til Reykjavik en sen eftermiddag ved 17 tiden, og løb ind langs en fjord med nogle meget smukke fjelde der var helt blå i det lys. Vi lå i havnen om natten og bunkrede og allerede næste dag, efter at have fået noget frisk proviant ombord satte vi ud mod København. I Nordsøen husker jeg en oplevelse der stadig står for mig som lidt uhyggelig. Det var jo i den "kolde krigs" tid. Russerne var vore fjender, ikke netop Danmarks, men den vestlige verdens. En nat gik jeg ud på dækket i bagbord side, for at få lidt frisk luft og nyde nattehimlen og søen der rullede. Jeg stod der i læ på dækket i bagbord side og så søerne rulle og pludselig opdagede jeg at ca. 100 meter fra os og langskibs løb en Russisk destroyer. Helt mørkelagt. Ikke et lys var at se. Den sejlede bare langs siden af os og meget tæt på. De andre kom ud på dækket og så på den, og efter nogen tid faldt den af og forsvandt i natten.

 

Samme nat, d. 26 juli 1956 vi hørte over radioen at 2 passagerskibe var kollideret i Atlanten. 80 km. syd for Nantucket. Det var det Italienske passagerskib "Andrea Doria" på vej fra Genua i Italien til New York og den svenske passagerliner "Stockholm".

 "Andrea Doria" gik til bunds på 73 meter vand med mange menneskeliv tabt. ”Stockholm” klarede sig og gik tilbage til New York. Der er senere lavet en film om katastrofen som vi kunne høre udfolde sig over skibsradioen, men vi var for langt væk til at kunne være til nogen hjælp. Der var andre både nærmere stedet. Det var den mest bizarre katastrofe siden ”Titanic” sejlede på et isbjerg og sank i 1912.

 

Læs mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/SS_Andrea_Doria

 

Der var også forliset af "Hans Hedtoft" på sin jomfrurejse på vej fra Grønland til Danmark d. 30. januar 1959.  Man fandt kun et redningsbælte efter den. Alle 95 ombord omkom.

Læs mere her: http://en.wikipedia.org/wiki/MS_Hans_Hedtoft

 

En anden ting der skete under hjemturen fra Grønland var at jeg fyldte 16 år. Et sted derude i Nordsøen blev jeg 16. Der kom telegram fra mine forældre i København med lykønskning. Grønlandsminister Johannes Kjærbøl og Fru Gerda som var mellem passagererne kom ned i Pantryet og ønskede mig tillykke, og overrakte mig 50,00 kr. Det var mange penge i 1956, og samtidig havde de skrevet "Tillykke" på deres visitkort, som jeg har endnu.

 

Vi nærmede os København og vi begyndte at tale om Hvad så.?

”Kista Dan” skulle til Mestersvig i Grønland, hvorefter den skulle gå til Melbourne i Australien, og derfra medtage et hold videnskabsmænd til Sydpolen. Denne tur ville tage det meste af et år. Jeg tænkte længe over det. Jeg kom ikke for godt ud af det med Stewarden Lars, Villy ville ikke med og flere af matroserne ville afmønstre i København. Så jeg besluttede at det var for længe for mig at være væk fra Danmark, det havde jeg ikke mod på endnu, husk på jeg var kun lige fyldt 16 år. Jeg besluttede derfor også at afmønstre i København. Den beslutning har jeg tit fortrudt, men det var først da jeg blev voksen. Det ville have været en uforglemmelig oplevelse som turister i dag betaler mange penge for.

 

Tilbage i København var mine forældre taget i sommerhus i Rørvig, så efter jeg havde gjort klar og grejet op på ”Kista Dan” så afmønstrede jeg og tog min køjesæk og gik hjem. Fandt min cykel frem i kælderen på Fruebjergvej, satte køjesækken bagpå og begav mig af sted til færgen i Hundested og med den videre til Rørvig.

 

Med venlig hilsen

Fhv. Messedreng Frank Bentler

Februar 2010

Fuengirola, Spanien

frank@bentler.dk

Se Frank Bentlers foto fra turen på denne adresse:

http://billedarkiv.maritime-museum.dk/fotoweb/Grid.fwx

                              (Klik venligst på linket og skriv BENTLER i søgefeltet)