Chresten NielsenFhv.telegrafist Chresten Nielsen´s beretning. Efter endt realeksamen påmønstrede jeg ms ”Krusaa” –Basse & Co- som messedreng i august 1954. Et værre piratrederi, men dette er et kapitel for sig. Blev sygehjemsendt 8 mdr. senere, hvorefter jeg i okt.1955 påmønstrede en kutter fra Thyborøn. Efter 5 mdr. forfærdelig søsyge opgav jeg at blive fisker. Jan.1957 påmønstrede ”Esso Nyborg” som messedreng. En måned efter skiftede jeg til ”Nordkyn” –rederiet Norden- som dæksdreng, men efter afmønstring 6 mdr. senere dumpede jeg til synsprøven, så hvad skulle der så ske nu? Fik et job som tømrerlærling i den nærliggende by Nors, hvor jeg skulle bo hos mester de værste vintermåneder, men efter tre uger blev jeg fyret af mesters kone, fordi jeg var for dyr i kost. Besluttede så at tage ud at sejle igen, men da jeg ikke kunne gå navigatørvejen grundet synet (På daværende tidspunkt måtte man ikke bruge briller), tog jeg til Fanø og startede på telegrafistskolen. Udmønstrede 4.maj 1959 med Lauritzens ”Peruvian Reefer”. Blev landsat i Panama kanalen, hvor jeg gik om bord i ”Hedda Dan”, der sejlede i West Coast Line-farten. (En drømmefart). Min længste udmønstringsperiode var om bord i ”Hedda” og ”Gerda”: 23 mdr.14 dage. Senere gjorde jeg tjeneste i følgende skibe: ”Gerda Dan” 1961 ”Brita Dan” 1961/62 ”Tilda Dan” 1962/63 ”Thora Dan” 1963 ”Berta Dan” 1963/65 ”Tanja Dan” 1965/66 ”MAGGA DAN” 1966 ”Selma Dan” 1966/67 ”Belgian Reefer” 1967/68 ”Saima Dan” 1969 ”MAGGA DAN” 1969 ”Nippon Reefer” 1969/70 ”Tanja Dan” 1970 ”Kinna Dan” 1971 ”Frida Dan” 1971 ”Kinna Dan” 1972 ”THALA DAN” 1972/73 ”THALA DAN” 1973/74 ”NELLA DAN” 1974/75 ”Nippon Reefer” 1975/76 ”NELLA DAN” 1976 ”NELLA DAN” 1976/77 ”NELLA DAN” 1977/78 Derefter gjorde jeg tjeneste på Lauritzens boreskibe/platforme indtil min udtrædning af rederiet i 1986 grundet teknikkens overtagelse af mit job. Gik i lære som sælger inden for fiskeindustrien og var der, indtil jeg gik på efterløn som 60-årig. Ovenstående har jo ikke meget med Polarfarten at gøre, men nu har jeg da fundet ud af, hvad jeg egentlig har beskæftiget mig med gennem årene. Min første tur på Grønland (vest) var med ”Magga Dan”. Var på ferie, men telegrafisten om bord blev syg, så jeg fløj derop og afløste. Gik i Jacobshavn en lille uges tid, da vejret ikke tillod helikopterflyvning. Meget interessant at lærer grønlænderne lidt at kende. Møbelindustrien i Danmark må have haft kronede dage, da grønlænderne smed en del rundt med borde og stole i forsamlingshuset, når de havde fået en tår over tørsten Min næste tur med ”MD” gik til Øst-Grønland med geologer. Fik mange dejlige ture i helikopter og ligeså ture på gletcherne. Havde så 5 pragtfulde ture til Sydpolen med ”TD” og ”ND”. Nogle af de bedste oplevelser i mit liv. De første ture gik fra Aalborg til Australien (som regel med én eller anden last til NZ eller Australien) via Sydpolen og tilbage til Aalborg, Men tiderne forandrede sig, så det var dejligt, da vi begyndte at flyve hjem fra Australien, i stedet for at skulle gøre den lange rejse hjem til Aalborg. Nu er min hukommelse ikke, hvad den har været (det har den for øvrigt aldrig været), men nogle ting har dog fæstnet sig, og jeg vil prøve at beskrive nogle af mine oplevelser –uden at gøre det for rodet. Som nogle nok husker, var én af de første, der kom om bord i Melbourne, Norman Hamilton (æresborger i Melbourne). Han var personlig ven med KL og besøgte en del gange Danmark. Han kom til Australien som ung fra England og jonglerede rundt i Australien som Porsche-racerkører. Blev senere importør af Porsche-sportsvogne og udvidede sin forretning til alt inden for catterpillar. Havde en del handel med ANARE og blev efterhånden besat af sydpolsbådene. På ét eller andet tidspunkt fik han en skør ide om at ND skulle bugsere et isbjerg op til Sydney, men droppede dog tanken igen, da bunkers og proviant ikke ville slå til i flere år, og måske var isbjerget også smeltet, før det nåede destinationen. Han havde en lille flyvemaskine,, og da han på det tidspunkt var midt i 70-erne, sagde man, at når han skulle lande i Melbourne, fik alle øvrige fly ordre til at holde sig på afstand, indtil gode, gamle Norman var landet
En aften inviterede han sig selv og sine 6 kontordamer til party om bord. (se billedet), og det var der nogle danske søfolk, der fik glæde af en tid fremover!!! Efter en endt sæson på Sydpolen, skulle vi flyve hjem via Singapore. Nogle af de unge mennesker havde dyrket håret, så de lignede hunkøn, men ak og ve: Da vi ankom Singapore og skulle skifte fly, blev de langhårede trukket ind i et lille lokale, hvor myndighederne klippede det meste af håret af. Var egentlig synd, for de havde jo glædet sig til at komme hjem og vise sig frem. Vi havde jo landtelefon om bord i Melbourne, og ved ankomst Melbourne ringede en dame og spurgte efter 3.mester. (ingen navne nævnt), for han havde lovet at gifte sig med hende. Desværre måtte jeg meddele, at han ikke var påmønstret denne sæson. Om så ikke jeg ville med til grill-party? Nu vidste jeg, han/hun var ”lavet om” fra mand til kvinde, men hva pokker, lidt bøffer og vin kunne man vel altid fortære. Hun ville så komme ned på kajen og hente mig, men jeg skyndte mig at sige, at jeg gik op til gaten (alle om bord kendte til damen fra forrige sæson). Vi havde en god eftermiddag. Havde fortalt, jeg skulle i byen om aftenen, så jeg bad hende køre mig ned til skibet. På hjemturen spurgte hun, om jeg ville med op og se hendes massageklinik, og man var jo ung og nysgerrig. Men fik kolde fødder, da jeg fik øje på hans/hendes kæmpe fødder, og der sad også nogle kraftige arme på damen. Men hun var OK, for da jeg så fortrød, sløjfede vi klinikken. Men hun insisterede på at køre mig helt ned til skibet, og det lykkedes mig aldrig at overbevise de andre om, at det var en ærbar tur, jeg havde været på. En Nytårsaften var alt, hvad der kunne undværes af besætningen inde på Dumont Durville, hvor franskmændene i hvert fald havde champagne. Om de havde andre alkoholiske drikke, husker jeg ikke. Men én af helikopterpiloterne havde lovet at hente mig, når jeg havde sendt de obligatoriske vejrmeldinger til Australien ved midnatstid. En lystig australsk pilot landede på skibet som aftalt. Kunne godt mærke, at humøret var i top og kabinen lugtede mistænkelig af alkohol. Under turen ind fløj vi over et krater, hvor der vel har været et par tusind fod ned, og pludselig kantstillede han rotoren, hvilket resulterede i et styrtdyk. Hans eneste kommentar var: ”Were you freightened?” Hvis der var blevet taget et billede af undertegnede, ville det højst sandsynligt blot have vist en hvid plamage. .For øvrigt blev jeg i Melbourne inviteret ud på piloternes stambar. En meget interessant oplevelse. Der var gamle piloter fra 2.verdenskrig med diverse snoede overskæg. Tilsyneladende levede de i en anden verden. For dem var krigen ikke slut. Men en samling muntre fyre. Ved ”Change Over” (Mawson, så vidt jeg husker) skulle vi jo ind og ønske de gæve gutter en rigtig god vinter. Da de havde fået ny forsyning af proviant i løbet af sommeren, havde de lagt de tilovers blivende æg fra sidste sæson ud i solen, så de var blevet pilrådne. Da vi igen var kommet om bord i DUKW´ en, blev vi overdænget med disse æg. Exp. lederen fik én lige i nakken, men han gjorde gode miner til slet spil, men ved Gud, hvor han stank. Var pr. helikopter ude at besøge en for længst nedlagt amerikansk base, hvor indlandsisen langsomt havde dækket hele basen til med metertykt is, men det var stadig muligt at komme rundt i nogle ”huse” under isen, hvis man var villig til at vade i vand til knæene. Bl.a. kirkerummet var fuldt intakt med opslået bibel og div. ting. I eét ”hus” stod der et par plæneklippere, hvad jo er typisk for amerikanerne, når de udstyrer en base. Om det er Sydpolen eller omkring Ækvator! De har blot en liste at gå efter. Skrivemaskiner, køretøjer osv. havde de også efterladt, og alt var i god stand. Fra Macquarie Island mindes jeg den ækle lugt nede på stranden fra de mange sæler og søelefanter, der væltede sig i kelpen. I en bunke lå de gamle søelefanter, der var krøbet sammen for at dø. En ø, jeg ikke synes har meget med Sydpolen at gøre. Hvordan exp. medlemmerne somme tider overlevede de ”brølende fyrre”, forstår jeg ikke, men har jo selv på kutteren overlevet søsygens kvaler. Men havde lidt ond af dem en gang imellem. På en første gangs tur til Sydpolen fra Melbourne måtte vi fortøje til iskanten et stykke fra kysten grundet fast is. En flok på flere hundrede pingviner skulle da ud og se, hvad det var for en rød kolos, der var dukket op. Én af fortøjningerne kastede en bred skygge på isen, og der standsede flokken og funderede en tid over, hvordan de skulle forcere denne ”hindring”. Pludselig hoppede føreren over den væmmelige skygge og ligeså gjorde hele flokken og begav sig så hjemad. Nu var nysgerrigheden jo stillet. Australierne mindes jeg som utrolig søde mennesker og i særdeleshed meget, meget gæstfrie og hjælpsomme. Der skulle ikke meget til for at få dem til at starte grillen, og så var det jo med at komme over på den anden side af vejen og købe et par flasker vin. Så var den fest reddet. Den danske klub i Melbourne fejrede 25 eller 50 års jubilæum, eller var det værten, der fyldte rundt? Husker det ikke. Men i hvert fald blev vi inviteret op til dansk smørrebrød med øl og dansk snaps. Ved 3-tiden om eftermiddagen blev vi (chiefen, 1.mester, hovmesteren, overstyrmanden og jeg) af kapt. John Brinch Jensen ”beordret” om bord for at sove et par timer, da vi var inviteret ud til én eller anden ministerfidus til party ude på landet. Hvordan pokker det lykkedes at få liv i os igen med de øller og snapse, vi havde konsumeret, ved jeg ikke, men kl.1800 stod vi i hvert fald klar ved gangway-en i fuld ornat og blev losset ind i diplomatvognen. Efter et par gode og stærke velkomstdrinks var det ligesom hjernen klaredes lidt (troede vi da). Jeg kom til at sidde til bords med én af ministerfruens veninder, og efterhånden som det ene glas rødvin efter det andet inhaleredes, kom jeg senere til at fortryde min umådeholdenhed. For skæbnen ville, at på den næste rejse blev en del af de selvsamme personer inviteret til party på ND, og jeg kom igen til at sidde ved siden af damen. Hun gik mig så på klingen mht., hvad jeg havde fortalt hende sidste gang, for hun kunne godt tænke sig at besøge Israel og ville derfor gerne vide mere om landet. Jeg havde tilsyneladende bl.a.. udbredt mig om Israel, som om jeg havde været bosat der i flere år. Har aldrig været i Israel og huskede intet af det, jeg tilsyneladende havde fortalt hende. Den penible sag måtte klares ad diplomatisk vej og burde have givet mig en lærestreg om mådeholdenhed. (det hjalp dog lidt, da damen havde fået lidt rødvin, så hendes hukommelse også til dels svigtede) Ved samme party havde jeg lånt hovmesterens uniformsbukser, da jeg var kommet til at steamkoge mine, så de mest mindede om shorts. Hovmesterens var alt for store om livet, så vi fandt ud af, at et stykke tovværk rundt om livet kunne holde bukserne oppe. Skulle så blot sørge for ikke at smide jakken eller knappe den op i løbet af aftenen. Kapt. Brinch havde bedt mig om at holde en lille velkomsttale, hvilket jeg gjorde, men da havde jeg nok igen fået et glas for meget. I hvert fald må jeg enten have været skide nervøs eller på anden måde fået varmen, for jeg glemte alt om tovværket og smed jakken stående. Det blev heldigvis ikke til den skandale, som jeg (og især Brinch) havde frygtet, men derimod til godmodig jubel og latter rundt ved bordene. Men derimod blev det efterpå til en skideballe fra Brinch, der bad mig holde mig lidt på afstand af de stærke drikke, når der skulle holdes party. Ellers ville jeg blive sygemeldt fremover. Under den første tur til Antarctic – vist nok med TD i 1973- havde vi tonsvis af dejligt australsk kød med til baserne. Kunne dog ikke pga. fast isen komme tæt nok på kysten til at losse, så måtte indstille os på at losse ved næste færd sydover. Så brækker fryseren ned, og chiefen havde ”glemt” at købe freon i Australien, så jeg kan endnu se alle de dejlige bøffer blive losset på isen, men sælerne og hvad der ellers var af sultne sjæle, fik nogle pragtmåltider. Selvfølgelig tog hovmesteren en del fra og hængte udenfor, så på opturen levede vi næsten udelukkende af bøffer, og hvad der ellers kunne laves af ”kødsupper”. Jo længere, kødet hængte, des mere mørt blev det. Men der var én, der aldrig mere glemte at bestille reserve freon. Naturligvis skete der både store og mindre uheld under vores færd til Sydpolen. Tre helikoptere og vores fixed wing var på tur for at udlægge depoter. Selv godt fortøjet til isen, rejste der sig pludselig en blizzard, hvorved én af helikopterne væltede og vores fixed wing fik et bøjet propelblad. Vores dygtige mekanikere fik dog udbedret skaderne, så de blev flyveklare igen. Værre var det, da vi skulle flyve den sidste tur før hjemsejlads til Australien. To helikoptere skulle af sted til basen, men af én eller anden grund kontaktede piloterne ikke radiostationen, som normen var og bad os lægge skibet op i vinden. Sideværts vind gjorde, at da den ene helikopter først blev ”airborne”, blev den trykket sidelæns af vinden, og de to helikopters rotorer smadrede sammen. Kunne være blevet en menneskelig katastrofe for folkene i nærheden, men heldigvis kom ingen til skade, men erfarede senere, at de to piloter blev fritaget for tjeneste ”down south”. Under mine udmønstringer i polarskibene gjorde jeg tjeneste under følgende kaptajner: Børge Andersen, Kr.Mikkelsen, Hans Nielsen, Anders Jacobsen, John Brinch Jensen og Helmuth Klostermann. John Brinch Jensen kom jeg til at kende særlig godt, da jeg, medens ND lå i Aalborg, hentede ham hver morgen i en lille måneds tid, hvor vi kørte sammen fra Sebbersund til Aalborg og retur. Mangen en hyggelig stund har jeg haft hjemme hos Brinch og hustru og deres lille datter. Utroligt at tænke sig, at man i dag ”bare” tager flyveren til Sydpolen. Under mit ophold på Sydpolen i 1975 døde min 5-årige datter pludselig af en hjernesvulst. Alt blev gjort fra rederiets side for, at jeg kunne komme hjem, men mulighederne fandtes ikke på daværende tidspunkt, så jeg måtte vente en måneds tid på hjemtransport, indtil skibet kom til Australien. Hvorvidt ovenstående kan have nogen interesse for andre polarfarer, er måske tvivlsomt, men så kan mine børnebørn måske en gang læse beretningen og mindes den skøre, gamle Morfar. En stor, stor tak til Med Venlig Hilsen Fhv.telegrafist Chresten Nielsen Kjærkbak 18, Klitmøller 7700 Thisted Tlf.35107638/20885982 E-mail: klithaw@yahoo.com
______________________________________________________________
Chresten har sendt mig mange foto, af dem har jeg udvalgt flg.
Sydlys over Davis
Gamle isskosser frossen sammen. Kom med nød og næppe hjem til > Aussie-land.
Snepetrellen kamuflerer sig.
Leopardsæler venter på bytte. (pinger)
For meget lokal POLAR-ØL
Thala Dan ved den Franske base Dumont
Five-o`´clock drink, som altid blev overholdt.
Hovmester Ole Handorf og hustru Rosie (fra > Hobart)
På gensyn.
Australske frimærker fra Antarctic.
Australske frimærker fra Antarctic.
Australske frimærker fra Antarctic.
Franske frimærker fra Antarctic.
Franske frimærker fra Antarctic.
Franske frimærker fra Antarctic.
Franske frimærker fra Antarctic.
Nella Dan med " Arbejdshesten " en Larc, uden disse ville det ikke være muligt at losse ved baserne.
|
